Du er her:
Lille Eyolf
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf, epub, kindle
Om verket
Les mer om verket
1.utg: [III]
HIS: 393
LILLE EYOLF

 
1.utg: [IV]
1.utg: [V]
HU: 195
LILLE EYOLF
SKUESPIL I TRE AKTER
KØBENHAVN
GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (F. HEGEL & SØN)
GRÆBES BOGTRYKKERI
1894

 
1.utg: [VI]
1.utg: [VII]
HIS: 394
HU: 197
Personerne
ALFRED ALLMERS, ejendomsbesidder, literat, forhen timelærer
FRU RITA ALLMERS, hans hustru
EYOLF, deres barn; ni år gammel
FRØKEN ASTA ALLMERS, Alfreds yngre halvsøster
INGENIØR BORGHEJM
ROTTEJOMFRUEN
Handlingen foregår på Allmers’s ejendom ude ved fjorden, et par mile fra byen.
1.utg: [VIII]
1.utg: [1]
HIS: 395
HU: 199
FØRSTE AKT
En smukt og rigt udstyret havestue. Mange møbler, blomster og planter. I baggrunden åbne glasdøre ud til en veranda. Vid udsigt over fjorden. Skogklædte åser i det fjerne. På hver af sidevæggene en dør, den til højre er en dobbeltdør og længst tilbage. Foran til højre en sofa med løse puder og tæpper. Stole og et lidet bord ved sofahjørnet. Foran til venstre et større bord med lænestole omkring. På bordet står en åben håndkuffert. Det er tidlig sommermorgen i varmt solskinsvejr.
Fru Rita Allmers står ved bordet, med ryggen mod højre, og pakker ud af kufferten. Hun er en smuk, temmelig stor, yppig, blond dame på omkring 30 år. Klædt i lys morgenkjole.
Lidt efter kommer frøken Asta Allmers ind gennem døren til højre, klædt i lysbrun sommerdragt med hat, jakke og parasol. Under armen har hun en temmelig stor låset mappe. Hun er smækker, middelhøj, med mørkt hår og dybe, alvorlige øjne. 25 år gammel.
ASTA indenfor døren
God morgen, kære Rita!
RITA vender hodet og nikker til hende
Nej sé, – er det dig, Asta! Kommer du alt så tidligt fra byen? Helt her ud til os?
1.utg: 2
HIS: 396
ASTA
lægger tøjet fra sig på en stol ved døren
Ja, jeg havde ikke rist eller ro på mig. Jeg syntes, jeg måtte herud og sé til lille Eyolf idag. Og til dig også. (lægger mappen på bordet ved sofaen) Og så gik jeg udover med dampskibet.
RITA smiler til hende
Og ombord traf du kanske en eller anden god ven? Sådan rent tilfældigt, mener jeg.
ASTA rolig
Nej, jeg traf sletikke nogen, som jeg kendte. (sér kufferten) Men, Rita, – hvad er det der for noget?
RITA pakker fremdeles ud
Alfreds rejsekuffert. Kender du ikke den?
ASTA glad, går nærmere
Hvad! Er Alfred kommen hjem!
RITA
Ja, tænk dig til, – han kom så rent uventet med nattetoget.
1.utg: 3
HU: 200
ASTA
Å, så var det det, jeg følte! Det var det, som drog mig herud! – Og han havde ingenting skrevet i forvejen? Ikke engang et brevkort?
RITA
Ikke et eneste ord.
ASTA
Ikke telegraferet heller?
HIS: 397
RITA
Jo, en times tid før han kom. Ganske kort og koldt. (ler) Synes du ikke, det ligner ham, Asta?
ASTA
Jo da. Han går så stille med alting.
RITA
Men desto dejligere var det så, da jeg fik ham igen.
ASTA
Ja, det kan jeg nok tænke mig.
RITA
Hele fjorten dage før jeg vented ham!
1.utg: 4
ASTA
Og det står godt til med ham? Ikke nedstemt?
RITA klapper kufferten sammen og smiler til hende
Han så ud rent som om han var forklaret, da han kom ind ad døren.
ASTA
Og var ikke en smule træt heller?
RITA
Jo, træt tror jeg rigtignok han var. Dygtig træt også. Men, stakker, han havde jo gået til fods det meste af vejen.
ASTA
Og så har kanske højfjeldsluften været vel skarp for ham.
HIS: 398
RITA
Nej, det kan jeg aldrig tro. Jeg har ikke hørt han har hostet en eneste gang.
ASTA
Nå, der kan du bare sé! Så var det jo
1.utg: 5
godt alligevel da, at lægen fik ham overtalt til at gøre den turen.
RITA
Ja, nu, da det endelig er overstået, så –. Men du kan tro, det har været en forfærdelig tid for mig, Asta. Jeg har aldrig villet snakke om det. Og du kom jo så sjelden ud til mig også –
ASTA
Ja, det var visst ikke rigtig gjort af mig. Men –
RITA
Nå, nå, nå, – du havde jo skolen derinde i byen. (smiler) Og vor vejbygger – han var jo bortrejst også.
ASTA
Å, la’ være med det, Rita!
RITA
Ja, ja da. La’ vejbyggeren fare. – Men sligt savn, som jeg har følt efter Alfred, du! Slig en tomhed!
HU: 201
Sligt øde! Uh, det var som om nogen var ble’t begravet her i huset –!
1.utg: 6
ASTA
Nå, herregud, – bare en sex–syv uger da –
RITA
Ja, men du må huske på, at Alfred har aldrig før været borte
HIS: 399
fra mig. Aldrig så længe som et døgn engang. Aldrig i alle de ti år –
ASTA
Nej, men derfor så synes jeg sandelig det var på tiden, at han fik komme lidt ud iår. Han skulde ha’ gået på fjeldtur hver eneste sommer. Det skulde han ha’ gjort.
RITA halvt smilende
Ak ja, du har godt for at snakke, du. Hvis jeg var så – så fornuftig som du, så havde jeg vel sluppet ham løs før – kanske. Men jeg syntes ikke, jeg kunde det, Asta! Det stod for mig, som om jeg aldrig vilde få ham igen mere. Kan du da ikke så godt forstå det?
ASTA
Nej. Men det er vel sagtens, fordi jeg ikke har nogen at miste.
1.utg: 7
RITA
med et drillende smil
Har du virkelig sletikke nogen –?
ASTA
Ikke det jeg véd om. (afbrydende) Men sig mig, Rita, – hvor er Alfred henne? Sover han kanske?
RITA
Å langtfra. Han stod op lige så tidlig idag, som han plejer.
ASTA
Nå, så har han vel ikke været så svært træt heller.
HIS: 400
RITA
Jo, inat. Da han kom. Men nu har han havt Eyolf inde hos sig over en hel time.
ASTA
Den stakkers lille, blege gutten! Skal han nu til at lære og lære igen?
RITA med et skuldertræk
Alfred vil jo så ha’ det, véd du.
1.utg: 8
ASTA
Ja, men jeg synes, du skulde sætte dig imod det, Rita.
RITA noget utålmodig
Nej, – véd du hvad, – det kan jeg virkelig ikke blande mig op i. Alfred må jo forstå de ting meget bedre end jeg. – Og hvad vil du da Eyolf
HU: 202
skal ta’ sig til? Han kan jo ikke løbe omkring og lege, han, – ligesom andre børn.
ASTA bestemt
Jeg vil snakke med Alfred om dette her.
RITA
Ja, kære, gør du bare det. – Nå, sé der –
Alfred Allmers, i sommerdragt, ledende Eyolf ved hånden, kommer ind gennem døren til venstre. Han er en slank, finbygget mand på 36–37 år, med milde øjne, tyndt brunt hår og skæg. Over hans ansigt hviler et alvorligt, tankefuldt drag. – Eyolf bærer en dragt af snit som et slags uniform med guldsnore og løveknapper. Han er halt og går med krykke under den venstre arm. Benet er lammet.
HIS: 401
Han er liden af vækst, ser sygelig ud, men har smukke, kloge øjne.
ALLMERS slipper Eyolf, går glad hen og rækker Asta begge hænder
Asta! Kæreste Asta! At du er her ude! At jeg straks skulde få sé dig!
1.utg: 9
ASTA
Jeg syntes jeg måtte –. Velkommen hjem igen!
ALLMERS ryster hendes hænder
Tak skal du ha’ for det.
RITA
Ser han ikke prægtig ud?
ASTA stirrer ufravendt på ham
Dejlig! Rent dejlig! Så oplivet i øjnene! Ja, da har du vel skrevet svært meget undervejs. (glad udbrydende) Kanske gerne hele bogen er færdig, Alfred?
ALLMERS trækker på skuldren
Bogen –? Å, den –
ASTA
Ja, jeg tænkte mig, at det vilde gå så let for dig, når du bare fik komme ud.
ALLMERS
Det tænkte jeg også. Men sé, – det gik ganske anderledes, du. Jeg har såmænd ikke skrevet en linje på bogen.
1.utg: 10
HIS: 402
ASTA
Har du ikke skrevet –!
RITA
Å så! Jeg kunde ikke skønne, at alt papiret lå urørt i kufferten.
ASTA
Men, kære Alfred, hvad har du da bestilt i al den tid?
ALLMERS smiler
Bare gået og tænkt og tænkt og tænkt.
RITA lægger armen om hans skulder
Tænkt lidt på dem også, som hjemme sad?
HU: 203
ALLMERS
Ja, det kan du vel vide. Meget også. Hver eneste dag.
RITA slipper ham
Nå, så er det jo godt og vel altsammen da.
ASTA
Men sletikke skrevet noget på bogen? Og
1.utg: 11
så kan du endda sé så glad og tilfreds ud? Det plejer du da ikke ellers. Ikke når arbejdet går tungt for dig, mener jeg.
ALLMERS
Det har du ret i. For jeg har været så dum før, ser du. Det, at tænke, det rummer det bedste i en. Hvad som kommer på papiret duer ikke stort.
ASTA med et udråb
Duer det ikke!
HIS: 403
RITA
ler
Men er du ble’t gal, Alfred!
EYOLF ser troværdig op på ham
Jo da, pappa, – det, som du skriver, det duer.
ALLMERS smiler og stryger hans hår
Ja ja, når du siger det, så –. Men tro du mig, – der kommer en bagefter, som vil gøre det bedre.
1.utg: 12
EYOLF
Hvad skulde det være for en? Å, sig det!
ALLMERS
Giv tid. Han vil nok komme og melde sig.
EYOLF
Og hvad vil du så gøre?
ALLMERS alvorlig
Så vil jeg gå til fjelds igen –
RITA
Fy, skam dig, Alfred!
ALLMERS
– op på højderne og på de store vidder.
EYOLF
Pappa, tror du ikke jeg snart blir så bra’, at jeg kan få være med dig?
HIS: 404
ALLMERS
smærtelig berørt
Å jo, kanske det, lille gutten min.
1.utg: 13
EYOLF
For jeg synes, det vilde være så kækt, det, om jeg også kunde klyve i fjeldene.
ASTA afledende
Nej, hvor pæn og pyntet du er idag, Eyolf!
EYOLF
Ja, synes du ikke det, tante?
ASTA
Jo da. Er det for pappas skyld, at du har fået de nye klæderne på?
HU: 204
EYOLF
Ja, jeg bad mamma om det. For jeg vilde, pappa skulde sé mig med dem.
ALLMERS sagte til Rita
Du skulde ikke ha’ gi’t ham den slags dragt.
RITA dæmpet
Å, men han plaged mig så længe. Bad så indstændig. Jeg fik ikke fred for ham.
1.utg: 14
EYOLF
Og, det er sandt, pappa, – Borghejm har købt en bue til mig. Og lært mig at skyde med den også.
HIS: 405
ALLMERS
Ja, sé det, det er rigtig noget for dig, det, Eyolf.
EYOLF
Og når han kommer igen næste gang, så vil jeg be’ ham lære mig at svømme også.
ALLMERS
Svømme! Å, men hvorfor vil du nu det da?
EYOLF
Jo, for alle gutterne nede ved stranden, de kan svømme. Det er bare mig, som ikke kan.
ALLMERS bevæget, lægger armene om ham
Du skal få lov til at lære alt, hvad du bare vil! Alt, hvad du selv har lyst til.
EYOLF
Ja, véd du, hvad jeg har allermest lyst til, pappa?
1.utg: 15
ALLMERS
Nå? Sig mig det.
EYOLF
Allerhelst vil jeg lære at bli’ soldat.
ALLMERS
Å, lille Eyolf, der er så mange andre ting, som er bedre end det.
HIS: 406
EYOLF
Ja, men når jeg blir stor, jeg jo bli’ soldat. Det véd du da vel.
ALLMERS knuger hænderne
Ja, ja, ja; vi får sé –
ASTA sætter sig ved bordet til venstre
Eyolf! Kom her bort til mig, så skal jeg fortælle dig noget.
EYOLF går derhen
Hvad er det for noget, tante?
ASTA
Tænk dig, du, Eyolf, – jeg har set Rottejomfruen.
1.utg: 16
EYOLF
Hvad! Har du set Rottejomfruen! Å, du bare narrer mig!
ASTA
Nej, det er sandt. Jeg så hende igår.
EYOLF
Hvor så du hende da?
HU: 205
ASTA
Jeg så hende på vejen, udenfor byen.
ALLMERS
Jeg så hende også et steds oppe i landet.
RITA som sidder i sofaen
Kanske vi også får sé hende da, Eyolf.
HIS: 407
EYOLF
Tante, er ikke det underligt, du, at hun heder Rottejomfruen?
ASTA
Folk kalder hende bare så, fordi hun rejser rundt land og strand og fordriver alle rotterne.
1.utg: 17
ALLMERS
Egentlig skal hun nok hede frøken Varg, tror jeg.
EYOLF
Varg? Det betyder jo en ulv, det.
ALLMERS klapper ham på hodet
Véd du det også, du, Eyolf?
EYOLF betænksomt
Så kanske det kan være sandt alligevel, at hun er varulv om natten. Tror du det, pappa?
ALLMERS
Å nej, det tror jeg ikke. – Men nu skulde du gå ned og lege lidt i haven.
EYOLF
Synes du ikke det var bedre jeg tog nogen bøger med mig?
ALLMERS
Nej, ingen bøger herefter. Gå så heller ned på stranden til de andre gutterne.
1.utg: 18
EYOLF
forlegen
Nej, pappa, jeg vil ikke gå ned til gutterne idag.
HIS: 408
ALLMERS
Hvorfor ikke det da?
EYOLF
Nej, fordi jeg har disse her klæderne på.
ALLMERS rynker panden
Gør de kanske nar af – af dine pæne klæder!
EYOLF undvigende
Nej, det tør de ikke. For så vilde jeg slå dem.
ALLMERS
Nå ja, – hvad så –?
EYOLF
Men de er så uskikkelige, de gutterne. Og så siger de, at jeg aldrig kan bli’ soldat.
ALLMERS med undertrykt harme
Hvorfor siger de det, tror du?
1.utg: 19
EYOLF
De er vel misundelige på mig. For, pappa, de er jo så fattige, de, at de må gå barbént.
HU: 206
ALLMERS
sagte, med kvalt stemme
Å, Rita, – hvor det nager mig i hjertet, dette her!
RITA beroligende, rejser sig
Så-så-så!
HIS: 409
ALLMERS
truende
Men de gutterne, de skal engang få føle, hvem der er herrer dernede på stranden!
ASTA lyttende
Der er nogen, som banker.
EYOLF
Det er visst Borghejm!
RITA
Kom ind!
Rottejomfruen kommer sagte og stilfærdigt ind gennem døren til højre. Hun er en liden, tynd, sammenskrumpet skikkelse, gammel og gråhåret, med hvasse, stikkende øjne. Klædt i en
1.utg: 20
gammeldags, blomstret kjole med sort kysehat og saloppe. I hånden har hun en stor rød paraply og på armen, i en snor, en sort pose.
EYOLF sagte, griber Asta i kjolen
Tante! Det må visst være hende!
ROTTEJOMFRUEN nejer ved døren
Med allerydmygst forlov, – har herskabet noget, som gnaver her i huset?
ALLMERS
Vi? Nej, jeg tror ikke det.
ROTTEJOMFRUEN
Ja, for ellers så skulde jeg så inderlig gerne hjælpe herskabet af med det.
HIS: 410
RITA
Ja, ja, vi forstår. Men vi har ikke noget af den slags.
ROTTEJOMFRUEN
Det var højst uheldigt, det. For nu er jeg just ude på rundrejse. Og ingen véd, når jeg kommer på disse kanter igen. – Å, så træt jeg er!
1.utg: 21
ALLMERS
peger mod en stol
Ja, De sér ud til det.
ROTTEJOMFRUEN
En skulde jo aldrig bli’ træt af at gøre vel imod de stakkers små, som hades og forfølges så hårdeligen. Men det ta’r så svært på kræfterne.
RITA
Kanske De vil ta’ plads og hvile Dem lidt?
ROTTEJOMFRUEN
Takker mangfoldige gange. (sætter sig på en stol mellem døren og sofaen) For hele natten har jeg været ude i forretninger.
ALLMERS
Så De har det?
ROTTEJOMFRUEN
Ja, over på øerne. (lér klukkende) Fol
HU: 207
kene havde så sandelig bud efter mig. De kvied sig nok svært ved det. Men der var ikke anden råd. De måtte såmænd pænt bide i det sure æble. (ser på Eyolf og nikker) Sure æble, lille herre. Sure æble.
1.utg: 22
HIS: 411
EYOLF
uvilkårligt, lidt forknyt
Hvorfor måtte de –?
ROTTEJOMFRUEN
Hvad?
EYOLF
Bide i det?
ROTTEJOMFRUEN
Jo, for de kunde ikke nære sig længer. For rotterne og for alle de små rottebørnene, skønner vel unge herren.
RITA
Uh! De stakkers folk, – har de så mange af dem?
ROTTEJOMFRUEN
Ja, så det vrimled og kryde. (lér stille fornøjet) Oppe i sengene kribled og krabled de hele natten lang. Mælkefadene plumped de ned i. Og over gulvene hvisled og risled de både på kryds og på tvers.
EYOLF sagte til Asta
Jeg vil aldrig rejse der ud, tante.
1.utg: 23
ROTTEJOMFRUEN
Men så kom jeg – og én til. Og vi tog dem med os allesammen. De søde, små gestalterne! Allesammen fik vi to has på.
EYOLF med et skrig
Pappa, – sé, sé!
HIS: 412
RITA
Men gud, Eyolf da!
ALLMERS
Hvad er der på færde?
EYOLF peger
Der er noget, som spræller i posen!
RITA over til venstre, skriger
Uh da! Få hende ud, Alfred!
ROTTEJOMFRUEN lér
Å, allersødeste frue, vær da aldrig ræd for så’nt et lidet skabilken.
ALLMERS
Men hvad er det da for noget?
1.utg: 24
ROTTEJOMFRUEN
Det er bare Mopsemand. (snører posen op) Kom så op fra mørket, du allerkæreste vennen min.
En liden hund med bred, sort snude stikker hodet op af posen.
ROTTEJOMFRUEN nikker og vinker til Eyolf
Kom trøstig nærmere, lille blessérte krigsmand! Han bider ikke. Kom hid! Kom hid!
HU: 208
EYOLF
holder sig til Asta
Nej, jeg tør ikke.
HIS: 413
ROTTEJOMFRUEN
Synes ikke den unge herre, at han har et mildt og elskeligt åsyn?
EYOLF forbauset, peger
Den der!
ROTTEJOMFRUEN
Ja, just han.
EYOLF halv sagte, stirrer ufravendt på hunden
Jeg synes, han har det forfærdeligste – åsyn, jeg har sét.
1.utg: 25
ROTTEJOMFRUEN
lukker posen
Å, det kommer. Det kommer nok.
EYOLF går uvilkårlig nærmere, helt hen, og stryger let over posen
Dejlig, – dejlig er han alligevel.
ROTTEJOMFRUEN med varsom stemme
Men nu er han så træt og mødig, stakker. Så inderlig træt er han. (sér på Allmers) For den ta’r på kræfterne, – den slags leg, kan herren tro.
ALLMERS
Hvad slags leg, mener De?
ROTTEJOMFRUEN
Lokkelegen.
ALLMERS
Aha, det er kanske hunden, som lokker rotterne?
HIS: 414
ROTTEJOMFRUEN
nikker
Mopsemand og jeg. Vi to er sammen om det. Og det går så glat. At til da. Han får bare en snor i halsbåndet. Så leder jeg ham
1.utg: 26
tre gange rundt huset. Og spiller på mundharpe. Og når de det hører, så de op af kælderne og ned fra loftene og ud fra hullerne, – alle de velsignede små skabninger.
EYOLF
Bider han dem så ihjæl da?
ROTTEJOMFRUEN
Å langt ifra! Nej, vi går ned til båden, han og jeg. Og så følger de efter os. Både de voksne og småpuslingerne deres.
EYOLF spændt
Og hvad så –? Fortæl det!
ROTTEJOMFRUEN
Så lægger vi ud fra land. Og jeg vrikker med åren og spiller på mundharpe. Og Mopsemand, han svømmer bagefter. (med gnistrende øjne) Og
HU: 209
alle de, som kribled og krabled, de følger og følger os ud på dybets vande. Ja, for det de!
EYOLF
Hvorfor de?
1.utg: 27
ROTTEJOMFRUEN
Just fordi de ikke vil. Fordi de er så grøssende rædde for vandet, – derfor må de ud i det.
EYOLF
Drukner de så?
HIS: 415
ROTTEJOMFRUEN
Hver evige en. ( sagtere) Og så har de det så stille og så godt og mørkt, som de bare kan ønske sig det, – de yndige små. Sover dernede så sød og så lang en søvn. Alle de, som menneskene hader og forfølger. (rejser sig) Ja, før i tiden havde jeg ingen Mopsemand behov. Da lokked jeg selv da. Jeg alene.
EYOLF
Hvad lokked De for noget?
ROTTEJOMFRUEN
Mennesker. En mest.
EYOLF i spænding
Å, sig mig, hvad det var for en!
1.utg: 28
ROTTEJOMFRUEN
lér
Det var allerkæresten min, det, lille hjerteknuser!
EYOLF
Hvor er så han henne nu?
ROTTEJOMFRUEN hårdt
Nede hos alle rotterne. (atter mildt) Men nu må jeg ud i forretninger igen. Altid på farten. (til Rita) Har herskabet slet ingen brug for mig idag? For så kunde jeg gøre det af med det samme.
RITA
Nej tak; jeg tror ikke det trænges.
HIS: 416
ROTTEJOMFRUEN
Ja-ja, sødeste frue, – en kan aldrig vide –. Skulde herskabet mærke, at her er noget, som nager og gnaver, – og kribler og krabler, – så sé bare til at få fat på mig og Mopsemand. – Farvel, farvel så mange tusend gange.
Hun går ud gennem døren til højre.
1.utg: 29
EYOLF
sagte, triumferende til Asta
Tante, tænk, at jeg også har sét Rottejomfruen!
Rita går ud på verandaen og vifter sig med lommetørklædet. Lidt efter går Eyolf varsomt og ubemærket ud til højre.
HU: 210
ALLMERS
tager mappen på bordet ved sofaen
Er det din mappe, denne her, Asta?
ASTA
Ja. Jeg har nogen af de gamle brevene i den.
ALLMERS
Å, familjebrevene –
ASTA
For du bad mig jo ordne dem for dig, mens du var borte.
ALLMERS klapper hende på hodet
Og det har du også fundet tid til, du!
ASTA
Å ja. Jeg har gjort det dels herude og dels inde i byen hos mig selv.
1.utg: 30
HIS: 417
ALLMERS
Tak, kære –. Fandt du så noget særligt i dem?
ASTA henkastende
Å, – så et og andet finder en jo altid i slige gamle papirer, véd du vel. (sagtere, alvorligt) Det der i mappen, det er brevene til mor.
ALLMERS
Ja, dem skal du naturligvis selv beholde.
ASTA med overvindelse
Nej. Jeg vil, at du skal sé dem igennem, du også, Alfred. Engang, – senere hen i livet. – Men idag har jeg ikke nøglen til mappen med mig.
ALLMERS
Behøves ikke, kære Asta. For jeg læser så aldrig din mors breve alligevel.
ASTA fæster øjnene på ham
Så vil jeg engang, – sådan en lun aftenstund, fortælle dig noget af det, som står i dem.
1.utg: 31
ALLMERS
Ja, det kan du heller gøre. Men behold du bare din mors breve. Du har ikke så mange erindringer efter hende.
Han rækker Asta mappen. Hun tager den og lægger den hen på stolen under overtøjet.
HIS: 418
Rita kommer ind i stuen igen.
RITA
Uh, jeg synes det gamle uhyggelige fruentimmer bragte ligesom en ligstank med sig.
ALLMERS
Ja, lidt uhyggelig var hun jo.
RITA
Jeg følte mig næsten syg, mens hun var i stuen.
ALLMERS
For resten kan jeg nok forstå den tvingende
HU: 211
og dragende magt, som hun snakked om. Ensomheden oppe mellem tinderne og på de store vidder har noget af det samme.
ASTA sér opmærksomt på ham
Hvad er det for noget, som er foregået med dig, Alfred?
1.utg: 32
ALLMERS
smiler
Med mig?
ASTA
Ja, noget er det. Næsten som en forvandling. Rita har også lagt mærke til det.
RITA
Ja, jeg så det, straks du kom. Men det er da vel bare godt, det, Alfred?
ALLMERS
Det bør være godt. Og det må og det skal bli’ til det gode.
HIS: 419
RITA
udbrydende
Du har oplevet noget på rejsen! Nægt det ikke! For jeg sér det på dig!
ALLMERS ryster på hodet
Ingen verdens ting – i det ydre. Men –
RITA spændt
Men –?
1.utg: 33
ALLMERS
Indvendig i mig er der rigtignok sket en liden omvæltning.
RITA
Å gud –!
ALLMERS beroligende, klapper hendes hånd
Bare til det gode, kære Rita. Det kan du så trygt lide på.
RITA sætter sig i sofaen
Dette her må du endelig straks fortælle os. Altsammen!
ALLMERS vender sig mod Asta
Ja, lad os sætte os, vi også. Så skal jeg prøve på at fortælle. Så godt jeg kan.
Han sætter sig i sofaen ved siden af Rita. Asta rykker en stol frem og sætter sig nær ved ham. Kort ophold.
RITA sér på ham i forventning
Nå da –?
HIS: 420
ALLMERS
sér frem for sig
Når jeg tænker tilbage på mit liv – og
1.utg: 34
min skæbne – i de sidste ti–elleve år, så står det næsten for mig som et eventyr eller som en drøm. Synes ikke du også det, Asta?
ASTA
Jo, i mange måder synes jeg det.
HU: 212
ALLMERS
vedblivende
Når jeg tænker på, hvad vi to var før, Asta. Vi to stakkers fattige forældreløse –
RITA utålmodig
Å ja, det er jo så længe siden.
ALLMERS uden at høre på hende
Og nu sidder jeg her i velstand og herlighed. Har kunnet følge mit kald. Har kunnet arbejde og studere, – alt efter egen lyst. (rækker hånden ud) Og hele denne store, ubegribelige lykke – den skylder vi dig, du kæreste Rita.
RITA halvt spøgende, halvt uvillig, smækker ham over hånden
Vil du nu bare sé at holde op med den snak.
1.utg: 35
ALLMERS
Jeg nævner det jo også blot som en slags indledning –
RITA
Å, spring så den indledning over!
ALLMERS
Rita, – du må ikke tro, det var lægens råd, som drev mig op i fjeldene.
HIS: 421
ASTA
Ikke det, Alfred?
RITA
Hvad var det da, som drev dig?
ALLMERS
Det var det, at jeg fandt ikke ro ved mit arbejdsbord længer.
RITA
Ikke ro! Kære, hvem forstyrred dig da?
ALLMERS ryster på hodet
Ingen udenfra. Men jeg havde en følelse af, at jeg ligefrem misbrugte – eller – nej,
1.utg: 36
forsømte mine bedste evner. At jeg sløsed tiden væk.
ASTA med store øjne
Når du sad og skrev på bogen?
ALLMERS nikker
For jeg har da vel ikke evner til bare det alene. Jeg måtte vel kunne udrette et eller andet ellers også.
RITA
Var det det, du sad og grubled over?
ALLMERS
Ja, det var det nærmest.
HIS: 422
RITA
Og derfor blev du så utilfreds med dig selv i den sidste tid. Og med os andre også. Ja, for det var du, Alfred!
ALLMERS sér hen for sig
Der sad jeg bøjet over bordet og skrev dag efter dag. Mangen gang halve natten også.
HU: 213
Skrev
1.utg: 37
og skrev på den store, tykke bogen om « Det menneskelige ansvar». Hm!
ASTA lægger hånden på hans arm
Men, kære, – den bogen skal jo bli’ dit livsværk.
RITA
Ja, det har du da tidt nok sagt.
ALLMERS
Jeg tænkte så. Lige siden jeg begyndte at bli’ voksen. (med et varmt udtryk i øjnene) Så satte du mig i stand til at gå i vej med det, du kære Rita –
RITA
Å snak!
ALLMERS smiler til hende
– du med dit guld og med dine grønne skoge –
RITA halvt leende, halvt fortrydelig
Kommer du med det tøjeri igen, så banker jeg dig.
1.utg: 38
ASTA
sér bekymret på ham
Men bogen, Alfred?
HIS: 423
ALLMERS
Den begyndte ligesom at fjerne sig. Men mere og mere steg tanken om de højere pligter, som stilled sit krav til mig.
RITA strålende, griber hans hånd
Alfred!
ALLMERS
Tanken om Eyolf, kære Rita.
RITA skuffet, slipper hånden
Ah, – om Eyolf!
ALLMERS
Dybere og dybere har stakkers lille Eyolf taget plads i mig. Efter det ulykkelige fald fra bordet –. Og mest efter at vi har visshed for, at det er uopretteligt –
1.utg: 39
RITA
indstændigt
Men du ta’r dig jo af ham, alt hvad du kan, Alfred!
ALLMERS
Som en skolemester, ja. Men ikke som en far. Og en far er det jeg vil være for Eyolf herefter.
RITA sér på ham og ryster på hodet
Jeg forstår dig visst ikke rigtig.
ALLMERS
Jeg mener, at jeg af al min magt vil prøve på at gøre ham det uoprettelige så lindt og så let som tænkeligt er.
HIS: 424
HU: 214
RITA
Å men, du, – gud ske lov, jeg tror ikke, han føler det så dybt.
ASTA bevæget
Jo, Rita, det gør han.
ALLMERS
Ja, vær viss på det, at han føler det dybt.
1.utg: 40
RITA
utålmodig
Men, kære, – hvad mere kan du da gøre for ham?
ALLMERS
Jeg vil prøve på at lyse op i alle de rige muligheder, som dæmrer i hans barnesjæl. Alt, hvad han rummer af ædle spirer vil jeg bringe til at skyde vækst, – sætte blomst og frugt. (varmere og varmere, rejser sig) Og jeg vil mere end det! Jeg vil hjælpe ham til at bringe samklang mellem hans ønsker og det, som ligger opnåeligt foran ham. For sådan er han ikke nu. Al hans higen går imod det, som for hele livet vil bli’ uopnåeligt for ham. Men jeg vil skabe lykkefølelse i hans sind.
Han går et par gange op og ned ad gulvet. Asta og Rita følger ham med øjnene.
RITA
Du skulde ta’ disse ting med mere ro, Alfred!
ALLMERS standser ved bordet til venstre og sér på dem
Eyolf skal ta’ mit livsværk op. Ifald han så vil. Eller han kan få vælge noget, som er
1.utg: 41
fuldt ud hans eget. Kanske helst det. – Nå, for alle tilfældes skyld så la’r jeg mit ligge.
HIS: 425
RITA
rejser sig
Men, kæreste Alfred, – kan du da ikke arbejde både for dig selv og for Eyolf?
ALLMERS
Nej, det kan jeg ikke. Umuligt! Jeg kan ikke dele mig selv her. Og derfor så viger jeg. Eyolf skal være den fuldfærdige i vor slægt. Og jeg vil sætte mit nye livsværk i det at gøre ham til den fuldfærdige.
ASTA har rejst sig og går hen til ham
Dette her har kostet dig en forfærdelig hård kamp, Alfred.
ALLMERS
Ja, det har det. Her hjemme havde jeg aldrig vundet bugt med mig selv. Aldrig tvunget mig selv ind under forsagelsen. Aldrig her hjemme.
HU: 215
RITA
Var det altså derfor du rejste ud i sommer?
1.utg: 42
ALLMERS
med lysende øjne
Ja! Og så kom jeg op i den uendelige ensomhed. Fik sé solopgangen lyse over tinderne. Føle mig nærmere stjernerne. Næsten som i forståelse og i samfund med dem. Og så kunde jeg det.
ASTA sér tungt på ham
Men aldrig vil du skrive mere på bogen om «Det menneskelige ansvar»?
HIS: 426
ALLMERS
Nej, aldrig, Asta. Jeg kan ikke splitte mig selv mellem to opgaver, siger jeg jo. – Men jeg vil føre det menneskelige ansvar igennem – i mit liv.
RITA med et smil
Tror du virkelig, at du kan holde fast ved slige høje forsætter her hjemme?
ALLMERS tager hendes hånd
I forbund med dig kan jeg det. (rækker den anden hånd frem) Og i forbund med dig også, Asta.
1.utg: 43
RITA
trækker sin hånd til sig
Med to altså. Du kan altså dog dele dig.
ALLMERS
Men kæreste Rita –!
Rita går fra ham og stiller sig i havedøren.
Det banker let og hurtigt på døren til højre. Ingeniør Borghejm træder rask ind. Han er en ung mand på vel 30 år. Lyst og frejdigt udtryk. Rank holdning.
BORGHEJM
Godmorgen, godmorgen, frue! (standser glad ved synet af Allmers) Nej, hvad sér jeg! Allerede hjemme igen, herr Allmers?
ALLMERS ryster hans hånd
Ja, jeg kom i nat.
HIS: 427
RITA
munter
Han havde ikke lov længer, herr Borghejm.
ALLMERS
Nej men det er jo ikke sandt, Rita –
1.utg: 44
RITA
kommer nærmere
Jo visst er det sandt, jo. Hans permission var udløben.
BORGHEJM
Så De holder Deres mand så stramt i tøjlerne, frue?
RITA
Jeg holder på mine rettigheder. Og alting må da ha’ en ende også.
HU: 216
BORGHEJM
Å, ikke alting, – håber jeg. – Godmorgen, frøken Allmers!
ASTA undvigende
God morgen.
RITA sér på Borghejm
Ikke alting, siger De?
BORGHEJM
Ja, jeg tror så fuldt og fast på, at der da i al fald er noget her i verden, som ingen ende ta’r.
1.utg: 45
RITA
Nu tænker De visst på kærlighed – og sligt noget.
HIS: 428
BORGHEJM
varmt
Jeg tænker på alt det, som dejligt er!
RITA
Og som aldrig får ende. Ja, lad os tænke på det. Håbe på det, allesammen.
ALLMERS træder hen til dem
Nu bli’r De vel snart færdig med vejarbejdet herude?
BORGHEJM
Jeg er alt færdig. Blev færdig igår. Det har varet længe nok. Men, gudskelov, det fik da en ende.
RITA
Og det er De så kisteglad over?
BORGHEJM
Ja, det er jeg rigtignok!
1.utg: 46
RITA
Nå, det må jeg sige –
BORGHEJM
Hvad, frue?
RITA
Det er just ikke videre pænt af Dem, herr Borghejm.
BORGHEJM
Så? Hvorfor ikke det?
HIS: 429
RITA
Nej, for da kommer De vel ikke ret ofte ud på disse kanter herefter.
BORGHEJM
Nej, det er sandt. Det tænkte jeg ikke på.
RITA
Nå, en gang imellem kan De vel sagtens komme ud til os alligevel.
BORGHEJM
Nej, det bli’r nok desværre umuligt for mig på lange tider nu.
1.utg: 47
ALLMERS
Så? Hvorfor det da?
BORGHEJM
Jo, for nu har jeg fået et stort, nyt arbejde, som jeg må ta’ fat på straks.
ALLMERS
Nej, har De det? (trykker hans hånd) Det glæder mig hjertelig.
HU: 217
RITA
Gratulerer, gratulerer, herr Borghejm!
BORGHEJM
Hys, hys, – jeg har egentlig ikke lov til at snakke højt om det endnu! Men jeg kan ikke dy mig! – Det er et svært vejarbejde – oppe i det nordlige. Med fjeldovergange – og med de utroligste vanskeligheder at overvinde! (udbrydende) Å, du
HIS: 430
store, vakkre verden, – hvad det er for en lykke, det, at være vejbygger!
RITA smiler og sér drillende på ham
Er det bare for det vejarbejdets skyld, at De kommer herud så rent ellevild idag?
1.utg: 48
BORGHEJM
Nej, ikke for det alene. Men for alle de lyse og lovende udsigter, som åbner sig for mig.
RITA som før
Aha, der er kanske noget endnu dejligere bagved!
BORGHEJM skotter mod Asta
Hvem véd! Når lykken først kommer, så plejer den jo komme som en vårflom. (vender sig til Asta) Frøken Allmers, skulde ikke vi to spadsere en liden tur sammen? Sådan som vi plejer?
ASTA hurtig
Nej, nej tak. Ikke nu. Ikke idag.
BORGHEJM
Å, kom så! Bare en bitte liden tur! Jeg synes, jeg har så meget at snakke med Dem om, før jeg rejser.
RITA
Det er kanske noget, som De ikke må snakke højt om endnu?
1.utg: 49
BORGHEJM
Hm, det kommer nu an på –
HIS: 431
RITA
Ja, for De kan jo også godt hviske. ( halv sagte) Asta, du må endelig gå med ham.
ASTA
Men, kære Rita –
BORGHEJM bedende
Frøken Asta, – husk på, at dette skulde være en afskedstur – for lange, lange tider.
ASTA tager sin hat og parasol
Jaja, lad os gå lidt omkring nede i haven da.
BORGHEJM
Å tak, tak for det!
ALLMERS
Og sé så lidt efter Eyolf med det samme.
HU: 218
BORGHEJM
Ja, Eyolf, det er sandt! Hvor er Eyolf henne idag? Jeg har noget med til ham.
1.utg: 50
ALLMERS
Han går og leger etsteds dernede.
BORGHEJM
Nej virkelig! Så han er begyndt at lege nu? Ellers plejer han bare sidde inde og læse.
ALLMERS
Det skal ha’ en ende. En rigtig friluftsgut skal der bli’ af ham.
HIS: 432
BORGHEJM
Sé, det er ret! Ud i det fri med ham også, stakker! Herregud, en kan da ikke gøre noget bedre end lege i denne velsignede verden. Jeg synes hele livet er som en leg, jeg! – Kom så, frøken Asta!
Borghejm og Asta går ud på verandaen og ned gennem haven.
ALLMERS står og sér efter dem
Du, Rita, – tror du, der er noget imellem de to?
RITA
Jeg véd ikke, hvad jeg skal sige. Før trode jeg det. Men Asta er ble’t mig så uforklarlig, – så rent ubegribelig i den sidste tid.
1.utg: 51
ALLMERS
Så? Er hun det. Mens jeg var borte?
RITA
Ja, i de sidste par uger, synes jeg.
ALLMERS
Og du tror ikke, at hun nu længer bry’r sig sådan videre om ham?
RITA
Ikke alvorligt. Ikke helt og holdent. Hensynsløst. Det tror jeg ikke. (sér forskende på ham) Vilde det være dig imod, ifald hun gjorde det?
ALLMERS
Ikke egentlig imod. Men det vilde jo unægtelig være en ængstende tanke –
HIS: 433
RITA
Ængstende?
ALLMERS
Ja, for du må huske på, at jeg har ansvar for Asta. For hendes livs lykke.
RITA
Å hvad – ansvar! Asta er da vel voksen?
1.utg: 52
Hun forstår da sagtens at vælge selv, skulde jeg tro.
ALLMERS
Ja, vi får jo håbe det, Rita.
HU: 219
RITA
Jeg for min part tror nu sletikke noget ondt om Borghejm.
ALLMERS
Nej, kære, – det gør jo ikke jeg heller. Tvert imod. Men alligevel –
RITA vedblivende
Og jeg skulde svært gerne sé, at der blev et par af ham og Asta.
ALLMERS misfornøjet
Ja, hvorfor egentlig det da?
RITA i voksende sindsbevægelse
Jo, for så måtte hun rejse langt bort med ham! Og så kunde hun aldrig komme herud til os ligesom nu!
1.utg: 53
HIS: 434
ALLMERS
stirrer forbauset på hende
Hvad! Kunde du ønske at bli’ Asta kvit!
RITA
Ja, ja, Alfred!
ALLMERS
Men hvorfor i al verden –?
RITA slår armene lidenskabelig om hans hals
Jo, for så havde jeg dig da endelig for mig selv alene! Skønt – ikke da heller! Ikke helt for mig! (brister i krampegråd) Å, Alfred, Alfred, – jeg kan ikke gi’ slip på dig.
ALLMERS gør sig læmpeligt løs
Men kæreste Rita, – så vær da fornuftig!
RITA
Nej, jeg bry’r mig ikke en smule om at være fornuftig! Jeg bry’r mig bare om dig! Om dig alene i hele verden! (kaster sig atter om hans hals) Om dig, om dig, om dig!
ALLMERS
Slip, slip, – du kvæler mig –!
1.utg: 54
RITA
slipper ham
Gid jeg så sandt kunde! (sér gnistrende på ham) Å, dersom du vidste, hvor jeg har hadet dig –!
ALLMERS
Hadet mig –!
HIS: 435
RITA
Ja, – når du sad derinde hos dig selv. Og ruged over dit arbejde. Til langt – langt udover nætterne. (klagende) Så langt, – så sent, Alfred. – Å, hvor jeg haded dit arbejde!
ALLMERS
Men nu er det jo slut med det.
HU: 220
RITA
lér skærende
Jo visst! Nu er du jo optaget af det, som værre er.
ALLMERS oprørt
Værre! Kalder du barnet det, som værre er?
RITA hæftig
Ja, jeg gør det. I forholdet mellem os to
1.utg: 55
kalder jeg det så. For barnet, – barnet, det er jo ovenikøbet et levende menneske, det. (i stigende udbrud) Men jeg tåler det ikke, Alfred! Jeg tåler det ikke, – det siger jeg dig!
ALLMERS sér fast på hende og siger dæmpet
Jeg er mangen gang næsten ræd for dig, Rita.
RITA mørk
Jeg bli’r tidt ræd for mig selv. Og just derfor så må du ikke vække det onde i mig.
ALLMERS
Ja, men i guds navn, – gør jeg da det?
RITA
Ja, du gør, – når du slider det helligste istykker mellem os.
HIS: 436
ALLMERS
indtrængende
Men tænk dig da om, Rita. Det er jo dit eget barn, – vort eneste barn, som her handles om.
RITA
Barnet er bare halvvejs mit eget. (atter i ud
1.utg: 56
brud)
Men du skal være min alene! Helt min skal du være! Det har jeg ret til at kræve af dig!
ALLMERS trækker på skuldren
Å, kære Rita, – det nytter jo ikke at kræve noget. Alt må gives frivilligt.
RITA sér spændt på ham
Og det kan du kanske ikke herefter?
ALLMERS
Nej, jeg kan ikke. Jeg dele mig mellem Eyolf og dig.
RITA
Men hvis nu Eyolf aldrig var født? Hvad så?
ALLMERS undvigende
Ja, det var en anden sag. Så havde jeg jo bare dig at holde af da.
RITA sagte, dirrende
Så vilde jeg ønske, at jeg aldrig havde født ham.
1.utg: 57
ALLMERS
farer op
Rita! Du véd ikke, hvad du selv siger!
HIS: 437
RITA
ryster af sindsbevægelse
Jeg fødte ham til verden under
HU: 221
så usigelig pine. Men jeg bar det altsammen med jubel og fryd for din skyld.
ALLMERS varmt
Å ja, ja, det véd jeg jo nok.
RITA bestemt
Men dermed får det ha’ slut. Jeg vil leve livet. Sammen med dig. Helt med dig. Jeg kan ikke gå her og bare være Eyolfs mor. Bare det. Ikke noget mere. Jeg vil ikke, siger jeg! Jeg kan ikke! Jeg vil være alt for dig! For dig, Alfred!
ALLMERS
Men det er du jo, Rita. Gennem vort barn –
RITA
Å, – vamle, lunkne talemåder –. Ikke
1.utg: 58
et fnug andet. Nej, du, sligt er ikke noget for mig. Jeg var skikket til at bli’ mor til barnet. Men ikke til at være mor for det. Du får ta’ mig som jeg er, Alfred.
ALLMERS
Og du har dog holdt så hjertelig af Eyolf før.
RITA
Jeg syntes så synd i ham. Fordi du lod ham gå for lud og koldt vand. Bare lod ham læse og puge. Næsten ikke så ham engang.
ALLMERS nikker langsomt
Nej; jeg var blind. Tiden var ikke kommen for mig –
HIS: 438
RITA
sér på ham
Men nu er den altså kommen?
ALLMERS
Ja, nu endelig. Nu sér jeg, at det højeste, jeg har at gøre her i verden, det er at være en sand far for Eyolf.
RITA
Og for mig? Hvad vil du være for mig?
1.utg: 59
ALLMERS
mildt
Dig vil jeg bli’ ved at holde af. I stille inderlighed.
Han griber efter hendes hænder.
RITA undviger ham
Jeg bry’r mig ikke om din stille inderlighed. Jeg vil ha’ dig helt og holdent! Og alene! Slig, som jeg havde dig i de første, dejlige, svulmende tider. (hæftigt og hårdt) Jeg la’r mig aldrig i verden afspise med levninger og rester, Alfred!
ALLMERS sagtmodig
Jeg synes, her måtte kunne være så rigeligt af lykke for os alle tre, Rita.
HU: 222
RITA
hånligt
Så er du nøjsom. (sætter sig ved bordet til venstre) Hør nu her.
ALLMERS nærmer sig
Nu? Hvad er det?
1.utg: 60
HIS: 439
RITA
sér op mod ham med en mat glands i øjet
Da jeg fik dit telegram igåraftes –
ALLMERS
Ja? Hvad så?
RITA
– så klædte jeg mig i hvidt –
ALLMERS
Ja, jeg så, du var hvidklædt, da jeg kom.
RITA
Havde slået håret ud –
ALLMERS
Dit rige, duftende hår –
RITA
– så det flød ned over nakken og ryggen –
ALLMERS
Jeg så det. Jeg så det. Å, hvor du var dejlig, Rita!
RITA
Der var rosenrøde skærme over begge lam
1.utg: 61
perne. Og vi var alene, vi to. De eneste vågne i hele huset. Og der var champagne på bordet.
ALLMERS
Den drak jeg ikke noget af.
HIS: 440
RITA
sér bittert på ham
Nej, det er sandt. (lér skarpt) « Du havde champagne, men rørte den ej», – som skrevet står.
Hun rejser sig fra lænestolen og går ligesom træt hen og sætter sig halvt liggende på sofaen.
ALLMERS går henad gulvet og standser foran hende
Jeg var så opfyldt af alvorsfulde tanker. Jeg havde foresat mig at tale med dig om vort fremtidsliv, Rita. Og først og fremst om Eyolf.
RITA smiler
Det gjorde du jo også, kære –
ALLMERS
Nej, jeg kom ikke til. For du begyndte at klæde dig af.
RITA
Ja, og så snakked du om Eyolf imens.
1.utg: 62
Husker du ikke det? Du spurgte, hvorledes det stod til med lille Eyolfs mave.
ALLMERS sér bebrejdende på hende
Rita –!
RITA
Og så la’ du dig i din seng. Og sov så inderlig godt.
ALLMERS ryster på hodet
Rita, – Rita!
HU: 223
RITA
lægger sig helt ned og sér op til ham
Du? Alfred?
HIS: 441
ALLMERS
Ja?
RITA
«Du havde champagne, men rørte den ej».
ALLMERS næsten hårdt
Nej. Jeg rørte den ikke.
Han går fra hende og stiller sig i havedøren. Rita ligger en stund urørlig, med lukkede øjne.
1.utg: 63
RITA
springer pludselig op
Men én ting vil jeg sige dig, Alfred!
ALLMERS vender sig i døren
Nå?
RITA
Du skulde ikke føle dig så tryg, du!
ALLMERS
Ikke tryg?
RITA
Nej, du skulde ikke være så ligeglad! Ikke så sikker på, at du har mig!
ALLMERS kommer nærmere
Hvad mener du med det?
HIS: 442
RITA
med bævende læber
Aldrig med en tanke har jeg været utro imod dig, Alfred! Aldrig et øjeblik.
ALLMERS
Nej, Rita, det véd jeg da. Jeg, som kender dig så godt.
1.utg: 64
RITA
med gnistrende øjne
Men forsmår du mig –!
ALLMERS
Forsmår –! Jeg skønner ikke, hvor du vil hen!
RITA
Å, du kender ikke alt det, som kunde komme op i mig, hvis –
ALLMERS
Hvis –?
RITA
Hvis jeg nogensinde skulde mærke, at du ikke længer brød dig om mig. Ikke længer holdt af mig således som før.
ALLMERS
Men, du min kæreste Rita, – den menneskelige forvandling gennem årene, – den må da engang foregå i vort samliv også. Ligesom hos alle andre.
RITA
Aldrig hos mig! Og jeg vil ikke vide af
1.utg: 65
nogen forvandling hos dig heller. Jeg vilde ikke kunne bære det, Alfred. Jeg vil få beholde dig for mig selv alene.
HIS: 443
ALLMERS
sér bekymret på hende
Du har et forfærdelig skinsygt sind –
HU: 224
RITA
Jeg kan ikke gøre mig anderledes end jeg er. (truende) Stykker du dig ud imellem mig og nogen anden –
ALLMERS
Hvad så –?
RITA
Så hævner jeg mig på dig, Alfred!
ALLMERS
Hvad skulde du kunne hævne dig med?
RITA
Det véd jeg ikke. – Å jo, jeg véd det nok!
ALLMERS
Nå?
1.utg: 66
RITA
Jeg går hen og kaster mig bort –
ALLMERS
Kaster du dig bort, siger du!
RITA
Ja, jeg gør så. Jeg kaster mig lige i armene på – på den første den bedste!
HIS: 444
ALLMERS
sér varmt på hende og ryster på hodet
Det gør du aldrig, – du min ærlige, stolte, trofaste Rita.
RITA lægger armene om hans hals
Å, du véd ikke, hvad jeg kunde bli’ til, hvis du, – hvis du ikke vilde vide af mig mere.
ALLMERS
Ikke vide af dig, Rita? Tænk, at du kan sige sådant noget!
RITA halvt i latter, slipper ham
Jeg kunde jo lægge mine garn ud efter ham, – denne vejbyggeren, som går her.
1.utg: 67
ALLMERS
lettet
Ah, gudskelov, – du spaser altså.
RITA
Aldeles ikke. Hvorfor ikke lige så godt ham, som enhver anden?
ALLMERS
Nej, for han er visst allerede så temmelig bunden.
RITA
Desto bedre! For så tog jeg ham jo fra en anden. Det er jo akkurat det samme, som Eyolf har gjort imod mig.
ALLMERS
Siger du, at vor lille Eyolf har gjort det?
HIS: 445
RITA
med udstrakt pegefinger
Sé der! Sé der! Straks du bare nævner Eyolfs navn, så blir du blød og dirrer i stemmen! (truende, knytter hænderne) Å, jeg kunde næsten fristes til at ønske – nå!
HU: 225
ALLMERS
sér i angst på hende
Hvad kunde du ønske, Rita –!
1.utg: 68
RITA
hæftigt, går fra ham
Nej, nej, nej, – det siger jeg dig ikke! Aldrig!
ALLMERS går nærmere hen til hende
Rita! Jeg bønfalder dig, – for din og min skyld, – lad dig ikke friste til noget, som ondt er.
Borghejm og Asta kommer op fra haven. De er begge i behersket sindsbevægelse. Sér alvorlige og forstemte ud. Asta blir stående ude på verandaen. Borghejm går ind i stuen.
BORGHEJM
Se så. Nu har frøken Allmers og jeg gået vor sidste tur sammen.
RITA sér studsende på ham
Ah! – Og der følger ikke nogen længere rejse efterpå turen?
BORGHEJM
Jo, for mig.
RITA
For Dem alene?
HIS: 446
BORGHEJM
Ja, for mig alene.
1.utg: 69
RITA
skotter mørkt til Allmers
Hører du det, Alfred? (vender sig til Borghejm) Jeg tør vædde på, at det er onde øjne, som har spillet Dem et puds her.
BORGHEJM sér på hende
Onde øjne?
RITA nikker
Onde øjne, ja.
BORGHEJM
Tror De på onde øjne, fru Allmers?
RITA
Ja, jeg er begyndt at tro på onde øjne nu. Mest på onde barneøjne.
ALLMERS oprørt, hvisker
Rita, – hvor kan du –!
RITA halvhøjt
Det er dig, som gør mig ond og styg, Alfred.
Fjerne, forvirrede råb og skrig høres nede ved vandet.
1.utg: 70
BORGHEJM
går til glasdøren
Hvad er det for en larm –?
ASTA i døren
Sé alle de mennesker, som løber nede på bryggen!
HIS: 447
ALLMERS
Hvad kan det være? (sér et øjeblik ud) Sagtens disse gadeungerne, som er på spil igen.
HU: 226
BORGHEJM
råber ud over rækværket
Hør, I smågutter dernede! Hvad er der på færde?
Flere høres at svare utydeligt i munden på hverandre.
RITA
Hvad siger de?
BORGHEJM
De siger, det er et barn, som er druknet.
ALLMERS
Et barn druknet?
1.utg: 71
ASTA
urolig
En liden gut, siger de.
ALLMERS
Å, de kan jo svømme, allesammen.
RITA skriger i angst
Hvor er Eyolf henne!
ALLMERS
Bare rolig. Rolig. Eyolf er jo i haven og leger.
ASTA
Nej, i haven var han ikke –
HIS: 448
RITA
med oprakte arme
Å, bare det ikke er ham!
BORGHEJM lytter og råber ned
Hvis barn er det, siger I?
Utydelige stemmer høres. Borghejm og Asta udstøder et undertrykt skrig og styrter ned gennem haven.
1.utg: 72
ALLMERS
i sjæleangst
Det er ikke Eyolf! Det er ikke Eyolf, Rita!
RITA på verandaen, lyttende
Hys; vær stille! Lad mig høre, hvad de siger!
Rita flygter med et skærende skrig ind i værelset.
ALLMERS efter hende
Hvad var det de sa’?
RITA segner ned ved lænestolen til venstre
De sa’: krykken flyder!
ALLMERS næsten lammet
Nej! Nej! Nej!
RITA hæst
Eyolf! Eyolf! Å, men de redde ham!
1.utg: 73
ALLMERS
halvt i vildelse
Umulig andet! Så dyrt et liv! Så dyrt et liv!
Han iler ned gennem haven.
1.utg: [74]
HIS: 449
HU: 227
ANDEN AKT
En liden, trang dal i Allmers’s skog nede ved stranden. Høje, gamle træer til venstre luder ud over stedet. Nedover bakkedraget i baggrunden fosser en bæk, som taber sig mellem stene i skogranden. En sti slynger sig langs bækken. Til højre står kun enkelte træer, mellem hvilke fjorden skimtes. Foran sés hjørnet af et bådskur med en optrukken båd. Under de gamle træer til venstre står et bord med bænk og et par stole, alt tømret af tynde birkestammer. Det er en tung, regnfuld dag med drivende tågeskyer.
Alfred Allmers, klædt som før, sidder på bænken og støtter armene mod bordet. Hans hat ligger foran ham. Han stirrer ubevægelig og åndsfraværende frem for sig ud over vandet.
Lidt efter kommer Asta Allmers ned ad skogstien. Hun bærer opslået paraply.
ASTA går stille og varsomt hen til ham
Du skulde ikke sidde her nede i gråvejret, Alfred.
ALLMERS nikker langsomt uden at svare
ASTA slår paraplyen sammen
Jeg har gået så længe og ledt efter dig.
1.utg: 75
ALLMERS
udtryksløst
Tak.
HIS: 450
ASTA
flytter en stol og sætter sig hos ham
Har du siddet længe her nede? Hele tiden?
ALLMERS svarer ikke. Om lidt siger han
Nej, jeg kan ikke fatte det. Jeg synes, det er så rent umuligt, – dette her.
ASTA lægger deltagende hånden på hans arm
Du stakkers Alfred.
ALLMERS stirrer på hende
Er det da også virkelig sandt, Asta? Eller er jeg ble’t gal? Eller drømmer jeg bare? Å, om det bare var en drøm! Tænk, hvor dejligt, hvis jeg nu vågned!
ASTA
Å, om jeg så sandt kunde vække dig.
ALLMERS sér ud over vandet
Hvor ubarmhjertig fjorden sér
HU: 228
ud idag.
1.utg: 76
Ligger så tung og døsig. Blygrå, – med gule glimt, – og spejler regnskyerne.
ASTA bønligt
Å, Alfred, sid ikke og stir ud på den fjorden!
ALLMERS uden at høre på hende
På overfladen, ja. Men på dybet, – der går den stride understrøm –
ASTA angst
Å, for gud i himmelens skyld, – tænk ikke på dybet!
HIS: 451
ALLMERS
sér mildt på hende
Du tror nok, at han ligger her lige udenfor, du? Men det gør han ikke, Asta. Det må du ikke tro. For du må huske på, hvor rivende strømmen går udover her. Lige til havs.
ASTA kaster sig hulkende mod bordet med hænderne for ansigtet
Å gud, – å gud!
1.utg: 77
ALLMERS
tungt
Derfor er lille Eyolf kommet så langt – langt bort fra os andre nu.
ASTA sér bedende op på ham
Å, Alfred, sig da ikke sådant noget!
ALLMERS
Jo, du kan selv regne det ud. Du, som er så flink –. På otteogtyve–niogtyve timer –. Lad mig sé –! Lad mig sé –!
ASTA skriger og holder for ørerne
Alfred –!
ALLMERS knuger hånden hårdt mod bordet
Men kan du skønne meningen i sligt noget, du?
ASTA sér på ham
I hvad for noget?
ALLMERS
I dette her, som er gjort imod mig og Rita.
1.utg: 78
ASTA
Meningen i det?
HIS: 452
ALLMERS
utålmodig
Ja, meningen, siger jeg. For en mening må der da vel være i det. Livet, tilværelsen, – tilskikkelsen kan da vel ikke være så rent meningsløs heller.
ASTA
Å, hvem kan sige noget sikkert og visst om de ting, kære Alfred?
ALLMERS lér bittert
Nej-nej; du kan såmænd ha’ ret i det.
HU: 229
Kanské det går sådan på måfå, altsammen, du. Skøtter sig selv, som et drivende skibsvrag uden ror. Kan såmænd gerne være, det. – Det synes næsten så idetmindste.
ASTA tankefuld
Om det nu bare syntes –?
ALLMERS hæftig
Så? Kan du kanské greje det ud for mig?
1.utg: 79
For jeg kan det ikke. (blødere) Her går Eyolf og skal netop træde ind i åndsbevidst liv. Bærer på så uendelig mange muligheder. Rige muligheder kanské. Skulde fylde min tilværelse med glæde og stolthed. Og så behøves det bare, at her kommer et forrykt, gammelt kvindemenneske – og viser frem en hund i en pose –
ASTA
Men vi véd jo sletikke, hvorledes det egentlig er gået til.
ALLMERS
Jo, vi véd. Gutterne så hende jo ro ud over fjorden. De så Eyolf stå alene yderst ude på bryggen. Så ham stirre efter hende –
HIS: 453
og ligesom svimle. (bævende) Og så var det, han styrted udfor – og blev borte.
ASTA
Ja, ja. Men alligevel –
ALLMERS
Hun har draget ham i dybet. Vær viss på det, du.
ASTA
Men, kære, hvorfor skulde hun det?
1.utg: 80
ALLMERS
Ja, sé, – det er sagen! Hvorfor skulde hun? Der er ingen gengældelse bagved. Ingenting at sone, mener jeg. Eyolf har aldrig gjort hende noget ondt. Aldrig råbt efter hende. Aldrig kastet stén på hunden. Han havde jo hverken sét hende eller hunden for sine øjne før igår. Ingen gengældelse altså. Så grundløst, det hele. Så rent meningsløst, Asta. – Og alligevel så har verdensordenen brug for det.
ASTA
Har du talt med Rita om de ting?
HU: 230
ALLMERS
ryster på hodet
Jeg synes, jeg bedre kan tale med dig om sligt. (ånder tungt) Og om alt andet også.
Asta tager sysager og en liden pakke i papir op af lommen. Allmers sidder åndsfraværende og sér til.
ALLMERS
Hvad er det for noget, du har der, Asta?
HIS: 454
ASTA
tager hans hat
Lidt sort flor.
1.utg: 81
ALLMERS
Å, hvad skal nu sligt noget til?
ASTA
Rita har bedt mig om det. Må jeg?
ALLMERS
Å ja; gerne for mig.
Hun syr floret om hatten.
ALLMERS sidder og sér på hende
Hvor er Rita henne?
ASTA
Hun går lidt omkring oppe i haven, tror jeg. Borghejm er med hende.
ALLMERS lidt forundret
Ja så? Er Borghejm herude idag også?
ASTA
Ja. Han kom ud med middagstoget.
ALLMERS
Det havde jeg ikke tænkt.
1.utg: 82
ASTA
syr
Han holdt så inderlig af Eyolf.
HIS: 455
ALLMERS
Borghejm er en trofast sjæl, Asta.
ASTA med stille varme
Ja, han er rigtignok trofast. Det er visst.
ALLMERS fæster øjnene på hende
Du holder i grunden af ham.
ASTA
Ja, jeg gør det.
ALLMERS
Men alligevel så kan du ikke beslutte dig til –?
ASTA afbrydende
Å, snille Alfred, tal ikke om det!
ALLMERS
Jo, jo, – sig mig bare, hvorfor du ikke kan –?
1.utg: 83
ASTA
Å nej da! Jeg be’r dig så bønlig. Du må endelig ikke spørge mig. For det er så pinligt for mig, sér du. – Se så. Nu er hatten færdig.
ALLMERS
Tak.
ASTA
Men så var det den venstre armen.
HIS: 456
ALLMERS
Skal den også ha’ flor?
HU: 231
ASTA
Ja, det hører jo til.
ALLMERS
Nå, – gør som du vil da.
Hun flytter sig nærmere og begynder at sy.
ASTA
Hold så armen stille. Så jeg ikke stikker dig.
ALLMERS med et halvt smil
Dette her er ligesom i gamle dage.
1.utg: 84
ASTA
Ja, synes du ikke det?
ALLMERS
Dengang du var en liden pige sad du også sådan og stelled med mit tøj.
ASTA
Så godt jeg kunde, ja.
ALLMERS
Det første, du syde for mig, – det var også sort flor.
ASTA
Så?
HIS: 457
ALLMERS
Om studenterhuen. Dengang far døde fra os.
ASTA
Sy’de jeg da? – Tænk, det husker jeg ikke.
ALLMERS
Å nej; du var jo så liden dengang.
ASTA
Ja, da var jeg liden.
1.utg: 85
ALLMERS
Og så to år bagefter, – da vi misted din mor, – da sy’de du et stort armflor til mig også.
ASTA
Jeg syntes, det skulde så være, jeg.
ALLMERS klapper hende på hånden
Ja, ja, det skulde jo også så være, Asta. – Og da vi så var ble’t alene i verden, vi to –. Er du alt færdig?
ASTA
Ja. (lægger sysagerne sammen) Det blev dog en dejlig tid for os igrunden, Alfred. Vi to alene.
ALLMERS
Ja, det blev det. Så hårdt vi end sled.
ASTA
Du sled.
HIS: 458
ALLMERS
livfuldere
Å, du sled såmænd på din vis, du også, – (smiler) du, min kære, trofaste – Eyolf.
1.utg: 86
ASTA
Uf, – du skal ikke minde mig om det dumme vås med navnet.
ALLMERS
Nå, hvis du havde været en gut, så skulde du jo ha’ hedt Eyolf.
ASTA
Ja, hvis, ja. Men da du så var ble’t student –.
HU: 232
(smiler uvilkårlig) Tænk, at du kunde være så barnagtig alligevel.
ALLMERS
Var det mig, som var barnagtig!
ASTA
Ja, det synes jeg da rigtignok nu, når jeg husker på det. For du skammed dig over, at du ikke havde nogen bror. Bare en søster.
ALLMERS
Nej, det var såmænd dig, du. Du skammed dig.
ASTA
Å ja, lidt, jeg også, kanské. Og så syntes jeg ligesom synd i dig –
1.utg: 87
ALLMERS
Ja, du gjorde nok det. Og så fandt du mine gamle gutteklæder frem –
HIS: 459
ASTA
De pæne søndagsklæderne, ja. Kan du huske den blå blusen og knæbukserne?
ALLMERS dvæler med øjnene på hende
Hvor godt jeg husker dig, når du trak dem på dig og gik med dem.
ASTA
Ja, men det gjorde jeg da bare, når vi var hjemme alene.
ALLMERS
Og så alvorlige og så vigtige, som vi da var, du. Og jeg kaldte dig bestandig Eyolf.
ASTA
Men, Alfred, dette her har du da vel aldrig fortalt til Rita?
ALLMERS
Jo, jeg tror jeg har fortalt hende det en gang.
1.utg: 88
ASTA
Nej men, Alfred, hvor kunde du da gøre det!
ALLMERS
Å, sér du, – man fortæller jo sin hustru alting – sågodtsom.
ASTA
Ja, man gør vel det, kan jeg tænke.
ALLMERS ligesom vågnende, griber sig til panden og springer op
Ah, – at jeg kan sidde her og –
HIS: 460
ASTA
rejser sig, sér bekymret på ham
Hvad er det med dig?
ALLMERS
Han kom næsten bort for mig. Rent bort kom han.
ASTA
Eyolf!
HU: 233
ALLMERS
Her sad jeg og leved i minderne. Og han var ikke med.
1.utg: 89
ASTA
Jo, Alfred, – lille Eyolf var bag det altsammen.
ALLMERS
Han var det ikke. Han gled ud af mit sind. Ud af mine tanker. Jeg så ham ikke for mig et øjeblik, mens vi sad og talte sammen. Glemte ham rent den lange stund.
ASTA
Å, men du må da også hvile lidt ud i sorgen.
ALLMERS
Nej, nej, nej, – det er just det, jeg ikke må! Det har jeg ikke lov til. Ikke ret til. – Og ikke hjerte til heller. (går i oprør hen imod højre) Jeg har bare at dvæle der ude, hvor han ligger og driver nede på dybet!
ASTA efter ham, holder ham fast
Alfred, – Alfred! Kom ikke til fjorden!
HIS: 461
ALLMERS
Jeg ud til ham! Slip mig, Asta! Jeg vil ha’ fat i båden.
1.utg: 90
ASTA
i skræk
Kom ikke til fjorden, siger jeg!
ALLMERS eftergivende
Nej, nej, – jeg skal ikke. Lad mig bare være.
ASTA fører ham hen til bordet
Du hvile tankerne, Alfred. Kom her og sæt dig.
ALLMERS vil sætte sig på bænken
Ja, ja, – som du vil da.
ASTA
Nej, du skal ikke sætte dig der.
ALLMERS
Jo, lad mig.
ASTA
Nej; gør ikke det! For så sidder du bare og sér udover – ( nøder ham ned på en stol med ryggen mod højre) Sé så. Nu sidder du godt. (sætter sig selv på bænken) Og så skal vi snakke lidt sammen igen.
1.utg: 91
ALLMERS
ånder hørligt
Det gjorde godt at få dulme savnet og sorgen et øjeblik.
ASTA
Du det, Alfred.
HIS: 462
ALLMERS
Men synes du ikke, at jeg er forfærdelig slap og sløv, – at jeg kan det?
HU: 234
ASTA
Å nej da. For det er visst umuligt at kredse bestandig om et og det samme.
ALLMERS
Ja, for mig er det umuligt. Før du kom ned til mig, sad jeg her og vånded mig så usigelig i denne jagende og nagende sorg –
ASTA
Ja?
ALLMERS
Og vil du så tro det, Asta –? Hm –
ASTA
Nå?
1.utg: 92
ALLMERS
Midt i vånden så greb jeg mig i at gætte på, hvad vi skulde ha’ til middag idag.
ASTA beroligende
Ja, ja, bare der er hvile i det, så –
ALLMERS
Ja tænk, du, – jeg syntes, der var ligesom hvile i det. (rækker hende hånden over bordet) Hvor godt det er, at jeg har dig, Asta. Det er jeg så glad for. Glad, glad – midt i sorgen.
HIS: 463
ASTA
sér alvorligt på ham
Du skal først og fremst være glad for, at du har Rita.
ALLMERS
Ja, det forstår sig jo af sig selv. Men Rita er jeg ikke i slægt med. Det er ikke som at ha’ en søster.
ASTA spændt
Siger du det, Alfred?
1.utg: 93
ALLMERS
Ja, vor slægt er noget for sig selv. (halvt spøgende) Altid så har vi havt lyse forbogstaver i navnene. Kan du huske, hvor tidt vi snakked om det før? Og alle slægtningerne, – alle er de lige fattige. Og alle har vi samme slags øjne.
ASTA
Synes du, jeg også har –?
ALLMERS
Nej, du slægter jo så aldeles på din mor, du. Ligner sletikke os andre. Ikke far engang. Men alligevel –
ASTA
Alligevel –?
ALLMERS
Ja, jeg tror, at samlivet alligevel har præget os begge to efter hinandens billede. I sindet, mener jeg.
ASTA varmt bevæget
Å, det må du aldrig sige, Alfred. Det
HU: 235
er mig alene, som har
HIS: 464
taget mit præg efter dig.
1.utg: 94
Og det er dig, som jeg skylder alt, – alt godt i verden.
ALLMERS ryster på hodet
Du skylder mig ingenting, Asta. Tvert imod –
ASTA
Alt skylder jeg dig! Det må du da kunne sige dig selv. Intet offer har været dig for tungt –
ALLMERS afbrydende
Å hvad – offer! Kom ikke med sligt noget. – Jeg har bare holdt af dig, Asta. Lige fra du var et lidet barn. (efter et kort ophold) Og så syntes jeg altid, at jeg havde så megen uret at gøre god igen også.
ASTA forundret
Uret! Du?
ALLMERS
Ikke just for egen regning. Men –
1.utg: 95
ASTA
spændt
Men –?
ALLMERS
For fars.
ASTA farer halvt op fra bænken
For – fars! (sætter sig igen) Hvad mener du med det, Alfred?
ALLMERS
Far var aldrig rigtig snil imod dig.
HIS: 465
ASTA
hæftig
Å sig da ikke det!
ALLMERS
Jo, for det er sandt. Han holdt ikke af dig. Ikke sådan, som han skulde.
ASTA undvigende
Nej, kanské ikke sådan, som han holdt af dig. Det var da rimeligt.
1.utg: 96
ALLMERS
vedbliver
Og hård var han ofte imod din mor også. I alt fald i de sidste årene.
ASTA sagte
Mor var jo så meget, meget yngre end han. Husk på det.
ALLMERS
Tror du ikke, at de passed rigtig sammen?
ASTA
Kanské de ikke gjorde det.
ALLMERS
Ja, men alligevel –. Far, som ellers var så blød og varmhjertet –. Så venlig imod alle mennesker –
ASTA stille
Mor var vel heller ikke altid, som hun skulde være.
ALLMERS
Var ikke din mor!
1.utg: 97
HIS: 466
HU: 236
ASTA
Kanske ikke altid.
ALLMERS
Imod far, mener du?
ASTA
Ja.
ALLMERS
Det mærked jeg da aldrig noget til.
ASTA kæmpende med gråden, rejser sig
Å, kære Alfred, – lad dem hvile, – de som borte er.
Hun går henover mod højre.
ALLMERS står op
Ja, lad dem hvile. (vrider hænderne) Men de, som borte er, – de la’r ikke os hvile, Asta. Hverken dag eller nat.
ASTA sér varmt på ham
Med tiden vil alt sammen kendes mildere, Alfred.
1.utg: 98
ALLMERS
sér hjælpeløs på hende
Ja, tror ikke du også det? – Men hvorledes jeg skal vinde over disse her forfærdelige, første dagene –. (hæst) Nej, det skønner jeg ikke.
ASTA bedende, lægger hænderne på hans skuldre
Gå op til Rita. Å, jeg bé’r dig så bønligt –
HIS: 467
ALLMERS
hæftig, drager sig væk
Nej, nej, nej, – snak ikke til mig om det! For jeg kan ikke, ser du. (roligere) Lad mig få bli’ her sammen med dig.
ASTA
Ja, jeg skal ikke gå fra dig.
ALLMERS griber hendes hånd og holder den fast
Tak for det! (sér en stund ud over fjorden) Hvor er min lille Eyolf henne nu? (smiler tungt til hende) Kan du sige mig det, – du, min store, kloge Eyolf? (ryster på hodet) Ingen i hele verden kan sige mig det. Jeg véd bare det ene, forfærdelige, at jeg ikke har ham længer.
1.utg: 99
ASTA
sér op mod venstre og trækker hånden til sig
Nu kommer de.
Fru Allmers og ingeniør Borghejm kommer gående nedover skogstien; hun foran; han bagefter. Hun er mørkt klædt, med et sort slør over hodet. Han har paraply under armen.
ALLMERS går hende imøde
Hvorledes har du det, Rita?
RITA går forbi ham
Å, spørg ikke.
ALLMERS
Hvad vil du her?
HU: 237
RITA
Bare sé efter dig. Hvad ta’r du dig til?
HIS: 468
ALLMERS
Ikke noget. Asta kom ned til mig.
RITA
Ja, men før Asta kom? Du har været borte fra mig hele formiddagen.
ALLMERS
Jeg har siddet her og sét ud over vandet.
1.utg: 100
RITA
Uh, – at du kan det!
ALLMERS utålmodig
Jeg er helst alene nu!
RITA går urolig omkring
Og så sidde stille! På en og samme plet!
ALLMERS
Jeg har jo ingen verdens ting at gå efter.
RITA
Jeg kan ikke holde det ud nogetsteds. Mindst her, – med fjorden lige ind på sig.
ALLMERS
Just det, at fjorden er så nær.
RITA til Borghejm
Synes ikke De, han skulde gå op med os andre?
HIS: 469
BORGHEJM
til Allmers
Jeg tror, det vilde være bedre for Dem.
1.utg: 101
ALLMERS
Nej, nej, – lad mig heller få være, hvor jeg er.
RITA
Så blir jeg hos dig, Alfred.
ALLMERS
Nå ja, så gør det da. – Bliv du også, Asta.
ASTA hvisker til Borghejm
Lad dem få være alene!
BORGHEJM med et forstående blik
Frøken Allmers, – går vi lidt udover – langs stranden? For allersidste gang?
ASTA tager sin paraply
Ja, kom. Lad os gå lidt udover.
Asta og Borghejm går ud sammen bag bådskuret.
Allmers driver lidt omkring. Derefter sætter han sig på en stén under træerne i forgrunden til venstre.
RITA kommer nærmere og står foran ham med foldede, nedhængende hænder
Kan du tænke dig den tanke, Alfred, – at vi har mistet Eyolf?
1.utg: 102
ALLMERS
sér tungt ned for sig
Vi får vænne os til at tænke den.
HIS: 470
RITA
Jeg kan ikke. Jeg kan ikke. Og så dette grufulde syn, som vil stå for mig gennem hele livet.
HU: 238
ALLMERS
sér op
Hvilket syn? Hvad har du sét?
RITA
Jeg selv har ikke sét noget. Bare hørt det fortælle. Å –!
ALLMERS
Sig det lige så godt straks.
RITA
Jeg fik Borghejm med mig ned til bryggen –
ALLMERS
Hvad vilde du der?
RITA
Spørge gutterne ud om, hvorledes det var gået til.
1.utg: 103
ALLMERS
Det véd vi jo.
RITA
Vi fik vide mere.
ALLMERS
Nå!
RITA
Det er ikke sandt, det, at han blev rent borte med engang.
HIS: 471
ALLMERS
Siger de det nu?
RITA
Ja. De siger, at de så ham ligge nede på bunden. Dybt nede i det klare vand.
ALLMERS tænderskærende
Og de redded ham ikke!
RITA
De kunde vel ikke.
ALLMERS
De kunde svømme, – allesammen. – Sa’ de, hvorledes han lå, mens de så ham?
1.utg: 104
RITA
Ja. De sa’, han lå på ryggen. Og med store, åbne øjne.
ALLMERS
Åbne øjne. Men ganske stille?
RITA
Ja, ganske stille. Og så kom noget og tog ham udover. De kaldte det en strømsætning.
ALLMERS nikker langsomt
Det var altså det sidste, de så af ham.
RITA grådkvalt
Ja.
HIS: 472
ALLMERS
med dump røst
Og aldrig, – aldrig får nogen sé ham mere.
RITA jamrende
Dag og nat vil han stå for mig, som han lå dernede.
ALLMERS
Med de store, åbne øjne.
1.utg: 105
RITA
gyser
Ja, med de store, åbne øjne. Jeg sér dem! Jeg sér dem for mig!
HU: 239
ALLMERS
rejser sig langsomt og sér stille truende på hende
Var de onde, de øjnene, Rita?
RITA blegner
Onde –!
ALLMERS går tæt hen til hende
Var det onde øjne, som stirred opad? Dernede fra dybet?
RITA viger tilbage
Alfred –!
ALLMERS følger efter
Svar mig på det! Var det onde barneøjne?
RITA skriger
Alfred! Alfred!
1.utg: 106
ALLMERS
Nu har vi fået det, – slig, som du ønsked, Rita.
HIS: 473
RITA
Jeg! Hvad ønsked jeg?
ALLMERS
At Eyolf ikke var her.
RITA
Aldrig i verden har jeg ønsket det! At ikke Eyolf stod imellem os to, – det ønsked jeg.
ALLMERS
Nå ja, – herefter gør han det jo ikke mere.
RITA sagte, stirrer frem for sig
Kanske herefter mest. (farer sammen) Å, dette grufulde syn!
ALLMERS nikker
De onde barneøjne, ja.
RITA i angst, viger tilbage
Lad mig være, Alfred! Jeg er ræd for dig! Slig har jeg aldrig sét dig før.
1.utg: 107
ALLMERS
sér hårdt og koldt på hende
Sorgen gør ond og styg.
RITA ræd, men dog trodsig
Jeg føler det så, jeg også.
Allmers går hen imod højre og sér ud over fjorden. Rita sætter sig ved bordet. Kort ophold.
HIS: 474
ALLMERS
vender hodet imod hende
Du har aldrig holdt helt og fuldt af ham. Aldrig!
RITA koldt, behersket
Eyolf vilde aldrig la’ sig fange helt og fuldt ind til mig.
ALLMERS
Fordi du ikke vilde.
RITA
Å jo, du. Jeg vilde nok mere end gerne. Men der stod nogen ivejen. Lige fra først af.
ALLMERS vender sig helt
Jeg stod ivejen, mener du?
1.utg: 108
RITA
Å nej. Ikke fra først af.
HU: 240
ALLMERS
går nærmere
Hvem da?
RITA
Tanten.
ALLMERS
Asta?
RITA
Ja. Asta stod og stængte vejen for mig.
ALLMERS
Siger du det, Rita?
HIS: 475
RITA
Ja. Asta, – hun fanged ham – lige fra det hændte, – det ulykkelige faldet.
ALLMERS
Gjorde hun det, så gjorde hun det i kærlighed.
RITA hæftig
Just det! Jeg tåler ikke at dele noget med en anden en! Ikke i kærlighed!
1.utg: 109
ALLMERS
Vi to skulde ha’ delt ham mellem os i kærlighed.
RITA sér hånlig på ham
Vi? Å, du har i grunden aldrig havt rigtig kærlighed til ham, du heller.
ALLMERS sér forbauset på hende
Har jeg ikke –!
RITA
Nej, du har ikke. Først så var du jo så helt fangen af denne bogen – om ansvaret.
ALLMERS stærkt
Ja, det var jeg. Men netop den, du, – den ofred jeg for Eyolfs skyld.
RITA
Ikke af kærlighed til ham.
HIS: 476
ALLMERS
Hvorfor da, mener du?
1.utg: 110
RITA
Fordi du gik her og fortærtes af mistro til dig selv. Fordi du var begyndt at tvile på, at du havde noget stort kald at leve for i verden.
ALLMERS forskende
Har du kunnet mærke noget sådant på mig?
RITA
Å ja, – lidt efter lidt. Og så trængte du til noget nyt, som kunde fylde dig. – Jeg var dig vel sagtens ikke nok længer.
ALLMERS
Det er forvandlingens lov, Rita.
RITA
Derfor var det, du vilde gøre et vidunderbarn af stakkers lille Eyolf.
ALLMERS
Det vilde jeg ikke. Jeg vilde gøre et lykkeligt væsen af ham. Det alene vilde jeg.
HU: 241
RITA
Men ikke af kærlighed til ham. Gå i dig
1.utg: 111
selv! (med skyhed i udtrykket) Og gransk alt det, som ligger under – og bagved.
ALLMERS undgår hendes øjne
Der er noget, du vil forbi.
HIS: 477
RITA
Du også.
ALLMERS sér tankefuld på hende
Hvis det er, som du tænker, så har vi to i grunden aldrig ejet vort eget barn.
RITA
Nej. Ikke fuldt ud i kærlighed.
ALLMERS
Og alligevel så går vi nu her og sørger så bitterlig over ham.
RITA bittert
Ja, er det ikke underligt at tænke sig? Gå her og sørge slig over en liden fremmed gut.
ALLMERS i udbrud
Å, kald ham da ikke fremmed!
1.utg: 112
RITA
ryster tungt på hodet
Vi vandt aldrig gutten, Alfred. Ikke jeg. Ikke du heller.
ALLMERS vrider hænderne
Og nu er det for sent! For sent!
RITA
Og så rent trøstesløst – altsammen.
ALLMERS pludselig opfarende
Du er den skyldige her!
HIS: 478
RITA
rejser sig
Jeg!
ALLMERS
Ja, du! Du er skyld i, at han blev, – som han blev! Det er din skyld, at han ikke kunde berge sig op af vandet.
RITA afværgende
Alfred, – du skal ikke kaste det over på mig!
1.utg: 113
ALLMERS
mere og mere ude af sig selv
Jo, jo, jeg gør det! Det var dig, som lod det spæde barn ligge og skøtte sig selv på bordet.
RITA
Han lå så blødt i puderne. Og sov så tryggelig. Og du havde lovet at passe barnet.
ALLMERS
Ja, det havde jeg. (sænker stemmen) Men så kom du, du, du, – og lokked mig ind til dig.
RITA sér trodsig på ham
Å, sig heller, at du glemte både barnet og alt andet.
HU: 242
ALLMERS
i undertrykt raseri
Ja, det er sandt. ( sagtere) Jeg glemte barnet – i dine arme!
RITA oprørt
Alfred! Alfred, – det er afskyeligt af dig!
ALLMERS sagte, knytter hænderne imod hende
I den stund dødsdømte du lille Eyolf.
1.utg: 114
HIS: 479
RITA
vildt
Du også! Du også, – hvis så er!
ALLMERS
Å ja, – kræv du mig også til regnskab, – om du så vil. Vi har forbrudt os, begge to. – Og derfor var der gengældelse i Eyolfs død alligevel.
RITA
Gengældelse?
ALLMERS mere behersket
Ja. Dom over dig og mig. Nu går vi her, som vi har forskyldt. I lønlig, fejg anger lod vi os skræmme fra ham, mens han leved. Tålte ikke at sé den, – den, han måtte slæbe på –
RITA sagte
Krykken.
ALLMERS
Ja, just den. – Og det, som vi nu går her og kalder for sorg og savn, – det er samvittighedsnag, Rita. Ikke noget andet.
1.utg: 115
RITA
stirrer rådløs på ham
Jeg synes, dette her må bære ind i fortvilelse, – lige ind i vanvid for os begge to. For vi kan jo aldrig, – aldrig få gøre det godt igen.
ALLMERS greben af stillere stemning
Jeg drømte om Eyolf inat. Jeg syntes, jeg så ham komme op fra bryggen. Han kunde springe, ligesom andre gutter. Der var altså ingenting hændt ham. Hverken det ene eller det andet. Den kvælende virkelighed var altså bare en drøm,
HIS: 480
tænkte jeg. Å, hvor jeg takked og velsigned – (holder inde) hm –
RITA sér på ham
Hvem?
ALLMERS undvigende
Hvem –?
RITA
Ja; hvem takked og velsigned du?
ALLMERS afvisende
Jeg lå jo og drømte, hører du –
1.utg: 116
RITA
Nogen, som du ikke selv tror på?
HU: 243
ALLMERS
Det kom nu sådan over mig alligevel. Jeg var jo i søvne –
RITA bebrejdende
Du skulde ikke gjort mig tvilende, Alfred.
ALLMERS
Vilde det været ret af mig, om jeg havde lad’t dig gå gennem livet med tomme forestillinger?
RITA
Det havde været bedre for mig. For så havde jeg da havt noget at fortrøste mig til. Nu går jeg her og véd hverken ud eller ind.
HIS: 481
ALLMERS
sér skarpt på hende
Om du nu havde valget –. Om du kunde følge Eyolf did hen, hvor han nu er –?
RITA
Ja? Hvad så?
1.utg: 117
ALLMERS
Om du havde fuld forvissning om, at du vilde finde ham igen, – kende ham, – forstå ham –?
RITA
Ja, ja; hvad så?
ALLMERS
Vilde du så frivillig gøre springet over til ham? Frivillig gå bort fra alt dette her? Gi’ afkald på hele jordlivet? Vilde du det, Rita?
RITA sagte
Nu straks?
ALLMERS
Ja; nu idag. I denne time. Svar mig på det. Vilde du?
RITA nølende
Å, jeg véd ikke, Alfred. – Nej; jeg tror, jeg først vilde bli’ nogen tid her hos dig.
ALLMERS
For min skyld?
1.utg: 118
HIS: 482
RITA
Ja, bare for din skyld.
ALLMERS
Men så bagefter da? Vilde du så –? Svar!
RITA
Å, hvad skal jeg svare på sligt? Jeg kunde jo ikke gå ifra dig. Aldrig! Aldrig!
ALLMERS
Men om nu jeg gik til Eyolf? Og du havde den fuldeste forvissning om, at du skulde træffe både ham og mig der. Vilde du så komme over til os?
RITA
Jeg vilde nok. Å, så gerne! Så gerne! Men –
ALLMERS
Nå?
RITA stønner sagte
Jeg kunde det ikke, – det føler jeg.
HU: 244
Nej, nej; jeg kunde det sletikke! Ikke for al himlens herlighed!
1.utg: 119
ALLMERS
Ikke jeg heller.
RITA
Nej, ikke sandt, Alfred! Du kunde det ikke, du, heller!
ALLMERS
Nej. For her, i jordlivet, hører vi levende hjemme.
HIS: 483
RITA
Ja, her er den slags lykke, som vi forstår.
ALLMERS mørkt
Å, lykken, – lykken, du –
RITA
Du mener vel, at lykken, – den finder vi aldrig mere. (sér spørgende på ham) Men ifald –? (hæftig) Nej, nej; jeg tør ikke sige det! Ikke tænke det engang.
ALLMERS
Jo, sig det. Sig det bare, Rita.
1.utg: 120
RITA
nølende
Kunde vi ikke prøve på –? Skulde det ikke være gørligt, at vi kunde glemme ham?
ALLMERS
Glemme Eyolf!
RITA
Glemme angeren og naget, mener jeg.
ALLMERS
Kunde du ønske det?
RITA
Ja. Ifald det var gørligt. (i udbrud) For dette her, – det bærer jeg ikke i længden! Å, kan vi da ikke finde på noget, som der er glemsel i!
HIS: 484
ALLMERS
ryster på hodet
Hvad skulde vel det være?
RITA
Kunde vi ikke prøve med at rejse langt bort?
1.utg: 121
ALLMERS
Fra hjemmet? Du, som ikke trives noget andet sted end just netop her.
RITA
Nå, så sé mange mennesker hos os da? Føre stort hus. Kaste os ind i noget, som kunde døve og dulme.
ALLMERS
Sligt liv ligger ikke for mig. – Nej, – så fik jeg heller prøve på at ta’ mit arbejde op igen.
RITA hvast
Dit arbejde? Det, som så tidt har stået som væg og mur imellem os?
ALLMERS langsomt, sér stivt på hende
Der må altid være væg og mur imellem os to herefter.
HU: 245
RITA
Hvorfor må det –?
ALLMERS
Hvem véd, om ikke store, åbne barneøjne sér på os nat og dag.
1.utg: 122
HIS: 485
RITA
sagte, gysende
Alfred, – dette er forfærdeligt at tænke sig!
ALLMERS
Vor kærlighed har været som en fortærende brand. Nu må den være sluknet –
RITA imod ham
Sluknet!
ALLMERS hårdt
Den er sluknet, – i en af os.
RITA som forstenet
Og det tør du sige mig!
ALLMERS mildere
Den er død, Rita. Men i det, som jeg nu, i medskyldighed og bodstrang, føler for dig, – i det skimter jeg ligesom en opstandelse –
RITA voldsom
Å, jeg bry’r mig ikke om nogen opstandelse!
1.utg: 123
ALLMERS
Rita!
RITA
Jeg er et varmblodigt menneskebarn, jeg! Går ikke omkring og døser, – med fiskeblod i årerne. (vrider sine hænder) Og så være stængt inde på livstid – i anger og nag! Stængt inde med en, som ikke længer er min, min, min!
HIS: 486
ALLMERS
Det måtte ende engang, Rita.
RITA
Måtte det ende! Det, som begyndte mellem os i slig en mødende kærlighed!
ALLMERS
Min kærlighed var ikke mødende fra først af.
RITA
Hvad følte du da allerførst for mig?
ALLMERS
Skræk.
RITA
Det kan jeg forstå. Men hvorledes vandt jeg dig da alligevel?
1.utg: 124
ALLMERS
dæmpet
Du var så fortærende dejlig, Rita.
RITA sér prøvende på ham
Det alene var det altså? Sig det, Alfred! Det alene?
ALLMERS med overvindelse
Nej; der var noget ved siden af også.
HU: 246
RITA
i udbrud
Jeg aner, hvad det var for noget! Det var « guldet og de grønne skoge», som du siger. Var det så, Alfred?
HIS: 487
ALLMERS
Ja.
RITA sér dybt bebrejdende på ham
Hvor kunde, – hvor kunde du det!
ALLMERS
Jeg havde Asta at tænke på.
1.utg: 125
RITA
hæftig
Asta, ja! (bittert) Det var altså i grunden Asta, som førte os to sammen.
ALLMERS
Hun vidste af ingenting. Hun aner det end ikke den dag idag.
RITA afvisende
Det var Asta alligevel! (smiler med et hånligt sideblik) Eller nej, – lille Eyolf var det. Lille Eyolf, du!
ALLMERS
Eyolf –?
RITA
Ja, kaldte du hende ikke Eyolf før? Jeg synes, du sa’ det engang, – i en lønlig stund. (går nærmere) Mindes du den – den fortærende dejlige stund, Alfred?
ALLMERS viger tilbage, som i gru
Jeg mindes ingenting! Vil ingenting mindes!
1.utg: 126
HIS: 488
RITA
følger efter ham
Det var i den stund, – da din anden lille Eyolf blev krøbling!
ALLMERS dumpt, støtter sig til bordet
Gengældelsen.
RITA truende
Ja, gengældelsen!
Asta og Borghejm kommer tilbage ved bådskuret. Hun bærer nogle vandliljer i hånden.
RITA behersket
Nå, Asta, – har så du og herr Borghejm fået tale rigtig ud sammen?
ASTA
Å ja, – så nogenlunde.
Hun sætter paraplyen fra sig og lægger blomsterne på en stol.
BORGHEJM
Frøken Allmers har været svært ordknap på turen.
1.utg: 127
RITA
Nej, har hun det? Ja, da har Alfred og jeg fået tale ud sammen så det forslår –
HU: 247
ASTA
sér spændt på dem begge
Hvad er det for noget –?
HIS: 489
RITA
– så det forslår for hele livet, siger jeg. (afbrydende) Men kom så og lad os gå op, alle fire. Vi må ha’ selskab om os herefter. Alfred og jeg klarer det ikke alene.
ALLMERS
Ja, gå bare foran, I andre. (vender sig) Men dig må jeg først tale et ord med, Asta.
RITA sér på ham
Så? – Nå ja, kom De med mig da, herr Borghejm.
Rita og Borghejm går opover skogstien.
ASTA i angst
Alfred, hvad er der på færde!
1.utg: 128
ALLMERS
mørk
Der er det, at jeg holder det ikke længer ud her.
ASTA
Her! Sammen med Rita, mener du?
ALLMERS
Ja. Rita og jeg kan ikke bli’ ved at leve sammen.
ASTA ryster ham i armen
Men, Alfred, – sig da ikke noget så forfærdeligt!
ALLMERS
Det er sandt, som jeg siger. Vi går her og gør hinanden onde og stygge.
HIS: 490
ASTA
smærtelig bevæget
Å, aldrig, – aldrig havde jeg da anet noget sligt!
ALLMERS
Det er heller ikke gået op for mig før idag.
1.utg: 129
ASTA
Og nu vil du –! Ja, hvad vil du da egentlig, Alfred?
ALLMERS
Jeg vil rejse fra det hele her. Langt bort fra det altsammen.
ASTA
Og stå så ganske alene i verden?
ALLMERS nikker
Ligesom før, ja.
ASTA
Men du er ikke skikket til at stå alene!
ALLMERS
Å jo. Før var jeg det da ialfald.
ASTA
Ja før, ja. Dengang havde du jo mig hos dig.
ALLMERS vil tage hendes hånd
Ja. Og det er dig, Asta, som jeg nu tyer hjem til igen.
1.utg: 130
HU: 248
ASTA
undviger ham
Til mig! Nej, nej, Alfred! Det er så rent umuligt.
HIS: 491
ALLMERS
sér tungt på hende
Borghejm står altså ivejen alligevel?
ASTA ivrig
Nej, nej; det gør han ikke! Du ta’r fejl i det!
ALLMERS
Godt. Så kommer jeg til dig, – du kære, kære søster. Jeg til dig igen. Hjem til dig for at renses og forædles fra samlivet med –
ASTA oprørt
Alfred, – du forsynder dig imod Rita!
ALLMERS
Jeg har forsyndet mig imod hende. Men ikke i dette. Å, tænk dig dog om, Asta! Hvorledes var ikke samlivet mellem dig og mig? Var det ikke som en eneste høj helligdag fra først til sidst?
1.utg: 131
ASTA
Jo, det var det, Alfred. Men sligt kan ikke leves om igen.
ALLMERS bittert
Mener du, at ægteskabet har så ubodelig fordærvet mig?
ASTA rolig
Nej, det mener jeg ikke.
ALLMERS
Ja, så vil vi to leve vort fordums liv om igen.
HIS: 492
ASTA
bestemt
Det kan vi ikke, Alfred.
ALLMERS
Jo, vi kan. For en brors og en søsters kærlighed –
ASTA spændt
Hvad den?
1.utg: 132
ALLMERS
Det forhold er det eneste, som ikke står under forvandlingens lov.
ASTA sagte, bævende
Men hvis nu det forhold ikke –
ALLMERS
Ikke –?
ASTA
– ikke er vort forhold?
ALLMERS stirrer forbauset på hende
Ikke vort? Kære, hvad mener du med det?
ASTA
Det er bedst, at jeg siger dig det straks, Alfred.
ALLMERS
Ja, ja, sig det bare!
ASTA
Brevene til mor –. De, som ligger i mappen –
1.utg: 133
HIS: 493
HU: 249
ALLMERS
Ja vel?
ASTA
Dem skal du ta’ og læse – når jeg er rejst.
ALLMERS
Hvorfor skal jeg det?
ASTA kæmpende med sig selv
Jo, for så vil du sé, at –
ALLMERS
Nå!
ASTA
– at jeg ikke har ret til at bære – din fars navn.
ALLMERS tumler tilbage
Asta! Hvad er det for noget, du siger!
ASTA
Læs brevene. Så vil du sé det. Og forstå det. – Og kanské ha’ tilgivelse – for mor, også.
ALLMERS griber sig til hodet
Jeg kan ikke fatte dette her. Ikke holde
1.utg: 134
tanken fast. Du, Asta, – du skulde altså ikke være –
ASTA
Du er ikke min bror, Alfred.
HIS: 494
ALLMERS
raskt, halvt trodsig, sér på hende
Nå, men hvad ændrer det så egentlig i forholdet mellem os? Ingenting i grunden.
ASTA ryster på hodet
Alt ændrer det, Alfred. Vort forhold er ikke brors og søsters.
ALLMERS
Nej-nej. Men lige helligt for det. Vil altid bli’ lige helligt.
ASTA
Glem ikke, – at det er under forvandlingens lov, – som du sa’ nu nylig.
ALLMERS sér forskende på hende
Mener du dermed, at –?
1.utg: 135
ASTA
stille, varmt bevæget
Ikke et ord mere, – du kære, kære Alfred. – (tager blomsterne fra stolen) Sér du disse vandliljerne her?
ALLMERS nikker langsomt
Det er af den slags, som skyder op, – dybt nede fra bunden.
ASTA
Jeg plukked dem i tjernet. Der, hvor det flyder ud i fjorden. (rækker dem frem) Vil du ha’ dem, Alfred?
ALLMERS tager dem
Tak.
ASTA med tårefyldte øjne
De er som en sidste hilsen til dig fra – fra lille Eyolf.
HIS: 495
HU: 250
ALLMERS
sér på hende
Fra Eyolf derude? Eller fra dig?
1.utg: 136
ASTA
sagte
Fra os begge. (tager paraplyen) Kom så med op til Rita.
Hun går opad skogstien.
ALLMERS henter sin hat fra bordet og hvisker tungt
Asta. Eyolf. Lille Eyolf –!
Han følger opover stien.
HIS: 496
1.utg: [137]
HIS: 497
HU: 251
TREDJE AKT
En kratbevokset højde i haven hos Allmers. Brat styrtning med rækværk mod baggrunden og en nedgangstrappe på venstre side. Vid udsigt over fjorden, som ligger dybt nede. En flagstang med snorer men uden flag står ved rækværket. I forgrunden til højre et lysthus, dækket af slyngvækster og vild vin. En bænk udenfor. Det er sén sommeraften med klar himmel. Tiltagende halvmørke.
Asta sidder på bænken med hænderne i skødet. Hun er iført overtøj og hat, har sin parasol ved siden af sig og en liden rejsetaske i en rem over skuldren.
Borghejm kommer op fra baggrunden til venstre. Også han har en rejsetaske over skuldren. På armen bærer han et sammenrullet flag.
BORGHEJM får øje på Asta
Å, heroppe holder De altså til?
ASTA
Jeg sidder og sér udover for sidste gang.
BORGHEJM
Så var det jo godt, at jeg kikked her op også.
1.utg: 138
ASTA
Har De gået og ledt efter mig?
HIS: 498
BORGHEJM
Ja, jeg har. Jeg vilde gerne sige Dem farvel – for denne gang. Ikke for den sidste, håber jeg.
ASTA smiler svagt
De er ihærdig, De.
BORGHEJM
Det må en vejbryder være.
ASTA
Så De noget til Alfred? Eller Rita?
BORGHEJM
Ja, jeg så dem begge to.
ASTA
Sammen?
BORGHEJM
Nej. De er hver på sin kant.
ASTA
Hvad skal De gøre med det flaget?
1.utg: 139
BORGHEJM
Fru Rita bad mig gå op og hejse det.
ASTA
Hejse flag nu?
BORGHEJM
På halv stang. Det skal vaje både nætter og dage, sa’ hun.
HIS: 499
HU: 252
ASTA
sukker
Stakkers Rita. Og stakkers Alfred.
BORGHEJM beskæftiget med flaget
Har De hjerte til at rejse fra dem? Ja, jeg spør’. For jeg sér, De er rejseklædt.
ASTA med lav stemme
Jeg rejse.
BORGHEJM
Ja, når De , så –
ASTA
Og De rejser jo også inat.
1.utg: 140
BORGHEJM
Jeg må også. Jeg går med toget. Gør De også det?
ASTA
Nej. Jeg ta’r ind med dampskibet.
BORGHEJM skotter hen til hende
Hver sin vej altså.
ASTA
Ja.
Hun sidder og sér til, medens han hejser flaget halvt på stangen. Når han er færdig, går han hen til hende.
HIS: 500
BORGHEJM
Frøken Asta, – De kan ikke tænke Dem, hvor jeg sørger over lille Eyolf.
ASTA sér op til ham
Ja, det er jeg viss på, at De gør.
BORGHEJM
Og det kendes så pinefuldt. For i grunden ligger det sletikke for mig, det, at sørge.
1.utg: 141
ASTA
retter øjnene mod flaget
Med tiden driver det over, – altsammen. Alle sorgerne.
BORGHEJM
Alle? Tror De det?
ASTA
Ligesom et bygevejr. Når De bare kommer langt bort, så –
BORGHEJM
Det måtte være bra’ langt bort, det.
ASTA
Og så har De jo det store, nye vejarbejdet også.
BORGHEJM
Men ingen til at hjælpe mig i det.
ASTA
Å jo visst har De da så.
HIS: 501
BORGHEJM
ryster på hodet
Ingen. Ingen til at dele glæden med. For det er mest glæden, det gælder.
1.utg: 142
ASTA
Ikke møjen og besværet?
BORGHEJM
Pyt, – sligt noget kan en sagtens altid komme ud over alene.
ASTA
Men glæden, – den må deles med nogen, mener De?
HU: 253
BORGHEJM
Ja, hvad lykke var der ellers i det at være glad?
ASTA
Å nej, – der kan være noget i det.
BORGHEJM
Nå, naturligvis kan en jo gå sådan til en tid og være glad indeni sig selv. Men det forslår ikke i længden. Nej, glæden, den må man være to om.
ASTA
Altid bare to? Aldrig flere? Aldrig mange?
BORGHEJM
Nå, sé, – det er nu på en anden måde,
1.utg: 143
det. – Frøken Asta, – kan De altså virkelig ikke beslutte Dem til at dele lykke og glæde og – og møje og besvær med en, – med en eneste en alene?
HIS: 502
ASTA
Jeg har prøvet det – engang.
BORGHEJM
Har De!
ASTA
Ja, i al den tid, da min bror, – da Alfred og jeg boede sammen.
BORGHEJM
Nå, med Deres bror, ja. Det er jo noget ganske andet. Det synes jeg må være mere at kalde for fred end for lykke, det.
ASTA
Dejligt var det alligevel.
BORGHEJM
Ja sé, – allerede bare det synes De var dejligt. Men tænk så, – hvis han nu ikke havde været Deres bror!
1.utg: 144
ASTA
vil rejse sig men bliver siddende
Så havde vi jo aldrig levet sammen. For jeg var barn dengang. Og han næsten også.
BORGHEJM lidt efter
Var den så dejlig, den tiden?
ASTA
Ja, det kan De tro, den var.
BORGHEJM
Opleved De da noget rigtig lyst og lykkeligt dengang?
HIS: 503
ASTA
Å ja, så meget. Så utrolig meget.
BORGHEJM
Fortæl mig lidt om det, frøken Asta.
ASTA
Bare småting i grunden.
BORGHEJM
Således som –? Nå?
1.utg: 145
ASTA
Således som den gang, da Alfred havde fået sin
HU: 254
examen. Og havde stået sig så godt. Og når han så lidt efter lidt fik en post ved en eller anden skole. Eller når han sad og skrev på en afhandling. Og læste den op for mig. Og så siden fik den trykt i et tidsskrift.
BORGHEJM
Ja, jeg skønner nok, at det må ha’ været et dejligt, fredeligt liv. To søskende, som deler glæden. (ryster på hodet) Ikke begriber jeg, at Deres bror kunde gi’ slip på Dem, Asta!
ASTA i undertrykt bevægelse
Alfred gifted sig jo.
BORGHEJM
Var ikke det svært for Dem?
ASTA
Jo; i førstningen. Jeg syntes, at jeg rent havde mistet ham med det samme.
HIS: 504
BORGHEJM
Nå, heldigvis, det havde De da ikke.
1.utg: 146
ASTA
Nej.
BORGHEJM
Men alligevel. At han kunde det. Gifte sig, mener jeg. Når han kunde fået beholde Dem hos sig alene!
ASTA sér hen for sig
Han var vel under forvandlingens lov, kan jeg tænke.
BORGHEJM
Forvandlingens lov?
ASTA
Alfred kalder det så.
BORGHEJM
Pyt, – slig en dum lov, som det må være! Den loven tror jeg ikke et gran på.
ASTA rejser sig
De kan nok med tiden komme til at tro på den.
1.utg: 147
BORGHEJM
Aldrig i verden! (indtrængende) Men hør nu her, frøken Asta! Vær nu fornuftig – for en gangs skyld. I dette stykke, mener jeg –
ASTA afbrydende
Å nej, nej, – lad os bare ikke komme ind på det igen!
HIS: 505
BORGHEJM
vedbliver som før
Jo, Asta, – jeg kan umulig slippe Dem så let. Nu har jo Deres bror fået det altsammen, som han helst vilde ha’ det. Lever sit liv nokså tilfreds uden Dem. Savner Dem sletikke. – Og
HU: 255
det til – det, som med et eneste slag forandrer Deres hele stilling herude –
ASTA farer sammen
Hvad mener De med det?
BORGHEJM
Barnet, som er revet bort. Hvad ellers?
ASTA fatter sig
Lille Eyolf er borte, ja.
1.utg: 148
BORGHEJM
Og hvad har De så egentlig mere at gøre her? De har ikke længer den stakkers lille gutten at ta’ Dem af. Ingen pligter, – ingen opgaver her i nogen retning –
ASTA
Å, jeg be’r Dem, kære Borghejm, – træng da ikke så hårdt ind på mig!
BORGHEJM
Jo; jeg måtte jo være gal, om jeg ikke forsøgte det yderste. En af dagene rejser jeg væk fra byen. Får kanské ikke træffe Dem der inde. Får kanské ikke sé Dem igen på lange, lange tider. Og hvem véd, hvad der kan ské i mellemtiden?
ASTA smiler alvorlig
Er De ræd for forvandlingens lov alligevel?
HIS: 506
BORGHEJM
Nej, det er jeg sletikke. (lér bittert) Og der er jo ikke noget at forvandle heller. Ikke hos Dem, mener jeg. For De bry’r Dem nok ikke stort om mig, kan jeg skønne.
1.utg: 149
ASTA
Det véd De godt, at jeg gør.
BORGHEJM
Ja, men ikke på langt nær nok. Ikke slig, som jeg vil ha’ det. (hæftigere) Herregud, Asta, – frøken Asta, – dette her er da så galt af Dem, som vel tænkes kan! Lidt bortenfor idag og imorgen ligger kanské hele livslykken og venter på os. Og så la’r vi den ligge! Kommer vi ikke til at angre på det, Asta?
ASTA stille
Véd ikke. Men vi får la’ alle lyse muligheder ligge alligevel.
BORGHEJM sér behersket på hende
Altså skal jeg bygge mine veje alene?
ASTA varmt
Å, om jeg så sandt kunde få være med
HU: 256
Dem om det! Hjælpe Dem i møjen. Dele glæden med Dem –
BORGHEJM
Vilde De det, – ifald De kunde?
1.utg: 150
ASTA
Ja. Da vilde jeg det.
BORGHEJM
Men De kan ikke?
HIS: 507
ASTA
sér ned for sig
Vilde De nøjes med at ha’ mig halvt?
BORGHEJM
Nej. Helt og holdent må jeg ha’ Dem.
ASTA sér på ham og siger stille
Så kan jeg ikke.
BORGHEJM
Farvel da, frøken Asta.
Han vil gå. Allmers kommer op på højden fra venstre i baggrunden. Borghejm standser.
ALLMERS endnu ved opgangen, dæmpet, peger hen
Sidder Rita derinde i lysthuset?
BORGHEJM
Nej; her er ingen andre end frøken Asta.
Allmers kommer nærmere.
1.utg: 151
ASTA
imod ham
Skal jeg gå ned og sé efter hende? Få hende herop kanské?
ALLMERS afværgende
Nej, nej, nej, – lad bare være. (til Borghejm) Er det Dem, som har hejst flaget der?
BORGHEJM
Ja. Fru Rita bad mig om det. Det var derfor jeg gik herop.
HIS: 508
ALLMERS
Og inat rejser De jo?
BORGHEJM
Ja. Inat rejser jeg for alvor.
ALLMERS med et blik mod Asta
Og har sikret Dem godt rejsefølge, kan jeg forstå.
BORGHEJM ryster på hodet
Jeg rejser alene.
1.utg: 152
ALLMERS
studser
Alene!
BORGHEJM
Så rent alene.
ALLMERS tankespredt
Ja så?
BORGHEJM
Og blir alene også.
ALLMERS
Der er noget grufuldt i det at være alene. Det ligesom isner igennem mig –
ASTA
Å men, Alfred, du er da ikke alene, du!
ALLMERS
Der kan være noget grufuldt i det også, Asta.
HIS: 509
HU: 257
ASTA
beklemt
Å, tal da ikke så! Tænk da ikke så!
1.utg: 153
ALLMERS
uden at høre på hende
Men når du altså ikke rejser med –? Når der ingenting er, som binder dig? Hvorfor vil du så ikke bli’ herude hos mig – og hos Rita?
ASTA urolig
Nej, for det kan jeg ikke. Jeg må så nødvendig ind til byen nu.
ALLMERS
Men bare ind til byen, Asta. Hører du det!
ASTA
Ja.
ALLMERS
Og så lover du mig, at du kommer snart herud igen.
ASTA hurtig
Nej, nej, det tør jeg ikke love dig for det første.
ALLMERS
Godt. Som du vil. Så træffes vi altså der inde da.
1.utg: 154
ASTA
bedende
Men, Alfred, du da bli’ hjemme hos Rita nu!
ALLMERS uden at svare, vender sig til Borghejm
Det turde være bedst for Dem, det, at De ikke har noget rejsefølge endnu.
HIS: 510
BORGHEJM
uvillig
Å, hvor kan De da sige sligt noget!
ALLMERS
Jo, for De kan aldrig vide, hvem De kanské kunde komme til at møde bagefter. Undervejs.
ASTA uvilkårligt
Alfred!
ALLMERS
Den rigtige rejsekammerat. Når det er for sent. For sent.
ASTA sagte, bævende
Alfred! Alfred!
1.utg: 155
BORGHEJM
sér vekselvis på dem
Hvad betyder det? Jeg forstår ikke –
Rita kommer op fra venstre i baggrunden.
RITA klagende
Å, gå da ikke fra mig allesammen!
ASTA møder hende
Du vilde jo helst være alene, sa’ du –
RITA
Ja, men jeg tør ikke. Det ta’r til at mørkne så stygt. Jeg synes, der er store, åbne øjne, som sér på mig!
HU: 258
ASTA
blødt, deltagende
Om nu så var, Rita? De øjnene skulde du ikke være ræd for.
HIS: 511
RITA
Tænk, at du kan sige det! Ikke ræd!
ALLMERS indtrængende
Asta, jeg be’r dig, – for alt i verden, – bliv her – hos Rita!
1.utg: 156
RITA
Ja! Og hos Alfred også! Gør det! Gør det, Asta!
ASTA kæmpende
Å, jeg vilde så usigelig gerne –
RITA
Nå, så gør det da! For Alfred og jeg kan ikke gå alene gennem sorgen og savnet.
ALLMERS mørkt
Sig heller – gennem naget og kvalen.
RITA
Ja, hvad du end vil kalde det, – så bærer vi det ikke alene, vi to. Å, Asta, jeg be’r dig så bønligt! Bliv her og hjælp os! Vær os i Eyolfs sted –
ASTA viger
Eyolfs –!
RITA
Ja, må hun ikke gerne det, Alfred?
1.utg: 157
ALLMERS
Hvis hun vil og kan.
HIS: 512
RITA
Du kaldte hende jo din lille Eyolf før. (griber hendes hånd) Herefter skal du være vor Eyolf, Asta! Eyolf, ligesom du før var.
ALLMERS i dulgt bevægelse
Bliv – og del livet med os, Asta. Med Rita. Med mig. Med mig, – din bror!
ASTA besluttet, rykker hånden til sig
Nej. Jeg kan ikke. (vender sig) Borghejm, – hvad tid går dampbåden?
BORGHEJM
Nu snart.
ASTA
Så må jeg ombord. Vil De være med mig?
BORGHEJM i dæmpet glædesudbrud
Om jeg vil! Ja, ja, ja!
1.utg: 158
ASTA
Så kom da.
RITA langsomt
Ah, således. Ja, da kan du jo ikke bli’ hos os.
ASTA kaster sig om hendes hals
Tak for alt, Rita! (går hen og griber Allmers’s hånd) Alfred, – farvel! Tusend, tusend gange farvel!
HIS: 513
ALLMERS
sagte, i spænding
Hvad er dette her, Asta? Det sér jo ud som en flugt.
HU: 259
ASTA
i stille angst
Ja, Alfred, – det er også en flugt.
ALLMERS
En flugt – fra mig!
ASTA hviskende
En flugt fra dig – og fra mig selv.
1.utg: 159
ALLMERS
viger tilbage
Ah –!
Asta iler nedover i baggrunden. Borghejm svinger hatten og følger hende.
Rita læner sig mod indgangen til lysthuset. Allmers går i stærkt indre oprør hen til rækværket og står der og stirrer nedover. Ophold.
ALLMERS vender sig og siger med tilkæmpet fatning
Nu kommer dampskibet. Sé der, Rita.
RITA
Jeg tør ikke sé på det.
ALLMERS
Tør du ikke?
HIS: 514
RITA
Nej. For det har et rødt øje. Og et grønt et også. Store gloende øjne.
ALLMERS
Å, det er jo bare lygterne, véd du.
RITA
Herefter er det øjne. For mig. De stirrer og stirrer ud fra mørket. – Og ind i mørket også.
1.utg: 160
ALLMERS
Nu lægger det til land.
RITA
Hvorhenne lægger det til iaften da?
ALLMERS nærmere
Ved bryggen, som det plejer, kære –
RITA retter sig op
Hvor kan det da lægge til der!
ALLMERS
Det det jo.
RITA
Men det var jo der, at Eyolf –! Hvor kan så de folk lægge til der?
ALLMERS
Ja, livet er ubarmhjertigt, Rita.
HIS: 515
RITA
Menneskene er hjerteløse. De ta’r ingen hensyn. Hverken til de levende eller til de døde.
1.utg: 161
ALLMERS
Det har du ret i. Livet, det går sin gang, det. Akkurat som om ingen verdens ting var hændt.
RITA sér hen for sig
Der er jo heller ingen ting hændt. Ikke for de andre. Bare for os to.
ALLMERS i vågnende smærte
Ja, Rita, – så unyttigt var det, at du fødte ham i vé og vånde. For nu er han borte igen – uden spor efter sig.
RITA
Bare krykken blev berget.
HU: 260
ALLMERS
hæftig
Ti da! Lad mig ikke høre det ord!
RITA klagende
Å, jeg kan ikke bære den tanke, at vi ikke har ham mere.
1.utg: 162
ALLMERS
koldt og bittert
Du kunde så godt undvære ham, mens du havde ham. Hele halve dage så du ham ikke for dine øjne.
RITA
Nej, for da vidste jeg jo, at jeg kunde få sé ham, hvad tid jeg bare vilde.
HIS: 516
ALLMERS
Ja, slig har vi gået her og sløset væk det korte samvær med lille Eyolf.
RITA lytter, i angst
Hører du, Alfred! Nu ringer det igen!
ALLMERS sér udover
Det er dampskibet, som ringer. Det skal til at gå.
RITA
Å, det er ikke den klokken, jeg mener. Hele dagen har jeg hørt det ringe for ørerne. – Nu ringer det igen!
1.utg: 163
ALLMERS
hen til hende
Du ta’r fejl, Rita.
RITA
Nej, jeg hører det så tydeligt. Det lyder som ligklokker. Langsomt. Langsomt. Og altid de samme ord.
ALLMERS
Ord? Hvilke ord?
RITA nikker takten
«Kryk-ken fly-der». «Kryk-ken fly-der». Å, jeg synes da, du også må kunne høre det.
ALLMERS ryster på hodet
Jeg hører ingenting. Og det er ingenting heller.
RITA
Ja, ja, sig hvad du vil, du. Jeg hører det så tydeligt.
HIS: 517
ALLMERS
sér ud over rækværket
Nu er de ombord, Rita. For nu går skibet indover til byen.
1.utg: 164
RITA
Nej, at du ikke hører det! «Kryk-ken fly-der». «Kryk-ken – –»
ALLMERS går fremover
Du skal ikke stå og lytte efter noget, som ingenting er. Jeg siger, at nu er Asta og Borghejm ombord. Undervejs allerede. – Asta er borte.
HU: 261
RITA
sér sky på ham
Så er vel du også snart borte da, Alfred?
ALLMERS hurtig
Hvad mener du med det?
RITA
At du følger efter din søster.
ALLMERS
Har Asta sagt noget?
RITA
Nej. Men du sa’ selv, at det var for Astas skyld, at – at vi to kom sammen.
1.utg: 165
ALLMERS
Ja, men du, du selv bandt mig. Ved samlivet.
RITA
Å, for dit sind er jeg ikke – ikke sådan – fortærende dejlig længer.
HIS: 518
ALLMERS
Forvandlingens lov kunde kanské holde os sammen alligevel.
RITA nikker langsomt
Der er forvandling i mig nu. Det føler jeg så pinefuldt.
ALLMERS
Pinefuldt?
RITA
Ja, for der er som en slags fødsel i det også.
ALLMERS
Det er det. Eller en opstandelse. Overgang til højere liv.
RITA sér forsagt hen for sig
Ja, – med forlis af hele, hele livets lykke.
1.utg: 166
ALLMERS
Det forlis, det er just vindingen, det.
RITA hæftig
Å, talemåder! Herregud, vi er da jordmennesker alligevel.
ALLMERS
Vi er lidt i slægt med hav og himmel også, Rita.
RITA
Du kanské. Ikke jeg.
ALLMERS
Å jo. Du mere, end du selv véd af.
HIS: 519
RITA
et skridt nærmere
Hør, Alfred, – kunde du ikke tænke på at ta’ dit arbejde op igen.
ALLMERS
Det arbejde, som du har hadet?
RITA
Jeg er ble’t nøjsom nu. Jeg er villig til at dele dig med bogen.
1.utg: 167
ALLMERS
Hvorfor?
HU: 262
RITA
Bare for at få beholde dig her hos mig. Sådan i nærheden.
ALLMERS
Å, jeg kan så lidet hjælpe dig, Rita.
RITA
Men kanské jeg kunde hjælpe dig.
ALLMERS
Med arbejdet, mener du?
RITA
Nej. Med at leve livet.
ALLMERS ryster på hodet
Jeg synes ikke, jeg har noget liv at leve.
HIS: 520
RITA
Nå, så med at bære livet da.
1.utg: 168
ALLMERS
mørkt, hen for sig
Jeg tror det var bedst for os begge, om vi skiltes.
RITA sér forskende på ham
Hvor vilde du så ty hen? Kanské til Asta alligevel?
ALLMERS
Nej. Aldrig til Asta herefter.
RITA
Hvor hen da?
ALLMERS
Op i ensomheden.
RITA
Op mellem fjeldene? Er det det, du mener?
ALLMERS
Ja.
RITA
Men dette her er jo bare drømmerier, Alfred! Der oppe kunde du jo ikke leve.
1.utg: 169
ALLMERS
Did op drages jeg alligevel nu.
RITA
Hvorfor? Sig mig det!
HIS: 521
ALLMERS
Sæt dig. Så skal jeg fortælle dig noget.
RITA
Noget, som er hændt dig deroppe?
ALLMERS
Ja.
RITA
Og som du fortied for Asta og mig?
ALLMERS
Ja.
RITA
Å, du går så stille med alting. Det skulde du ikke.
ALLMERS
Sæt dig der. Så skal jeg fortælle dig det.
1.utg: 170
RITA
Ja, ja, – lad mig høre!
Hun sætter sig på bænken ved lysthuset.
ALLMERS
Jeg var alene deroppe. Midt inde i højfjeldene. Så kom jeg til et stort, øde fjeldvand. Og det
HU: 263
vandet måtte jeg over. Men det kunde jeg ikke. For der var hverken båd eller mennesker.
RITA
Nå? Og så?
HIS: 522
ALLMERS
Så gik jeg på egen hånd ind i en sidedal. For der mente jeg, at jeg skulde komme frem over højderne og mellem tinderne. Og ned igen til den anden side af vandet.
RITA
Å, så gik du dig visst vild, Alfred!
ALLMERS
Ja; jeg tog fejl af retningen. For vej eller sti var der ikke. Og jeg gik hele dagen. Og hele den næste nat også. Og til slut trode jeg
1.utg: 171
aldrig, jeg skulde komme frem til mennesker mere.
RITA
Ikke hjem til os? Å, da véd jeg visst, at dine tanker gik hid.
ALLMERS
Nej, – de gjorde ikke det.
RITA
Ikke?
ALLMERS
Nej. Det var så besynderligt. Både du og Eyolf var kommet så langt, langt bort fra mig, syntes jeg. Og det var Asta også.
RITA
Men hvad tænkte du da på?
ALLMERS
Jeg tænkte ikke. Jeg gik der og slæbte mig frem langs styrtningerne, – og nød dødsfornemmelsens fred og velbehag.
HIS: 523
RITA
springer op
Å, brug da ikke slige ord om det grufulde!
1.utg: 172
ALLMERS
Jeg kendte det så. Slet ingen angst. Jeg syntes, at der gik jeg og døden som to gode rejsekammerater. Det var så rimeligt, – så ligetil, altsammen, syntes jeg dengang. I min slægt plejer jo ikke folk at bli’ gamle –
RITA
Å, ti da bare stille med sligt, Alfred! For du kom jo altså godt fra det alligevel.
ALLMERS
Ja; så med en gang var jeg fremme. På den anden side af vandet.
HU: 264
RITA
Det har været en nat i rædsel for dig, Alfred. Men nu bagefter vil du ikke vedstå det for dig selv.
ALLMERS
Den nat løfted mig til beslutning. Og så var det, at jeg vendte om og gik lige hjemover. Til Eyolf.
RITA sagte
For sent.
1.utg: 173
ALLMERS
Ja. Og da så – kammeraten kom og tog ham –. stod der gru af ham. Af det hele. Af alt det, – som vi ikke tør gå ifra alligevel. Så jordbundne er vi begge to, Rita.
HIS: 524
RITA
med et skær af glæde
Ja, ikke sandt! Du også! (nærmere) Å, lad os bare leve livet sammen så længe som muligt!
ALLMERS trækker på skuldren
Leve livet, ja! Og ikke ha’ noget at fylde livet med. Øde og tomhed altsammen. Hvor hen jeg så sér.
RITA angst
Å, sent eller tidlig går du fra mig, Alfred! Jeg føler det! Og jeg kan sé det på dig også! Du går fra mig!
ALLMERS
Med rejsekammeraten, mener du?
RITA
Nej, jeg mener det, som værre er. Frivillig
1.utg: 174
går du fra mig. For du synes, det er bare her, hos mig, at du ikke har noget at leve for. Svar mig! Er det ikke så du tænker?
ALLMERS sér fast på hende
Og om jeg nu tænkte så –?
Larm og skrål som af vrede, hidsige stemmer høres fjernt nedenunder. Allmers går til rækværket.
RITA
Hvad er det for noget. (udbrydende) Å, du skal sé, de har fundet ham!
ALLMERS
Han findes aldrig.
HIS: 525
RITA
Men hvad er det da?
ALLMERS går fremover
Bare slagsmål, – som vanligt.
RITA
Nede på stranden?
ALLMERS
Ja. Hele strandstedet burde ryddes. Nu
1.utg: 175
er mændene kommet hjem. Drukne, som de plejer.
HU: 265
Prygler børnene. Hør, hvor gutterne skriger! Kvinderne hyler om hjælp for dem –
RITA
Ja, skulde vi ikke få nogen ned og hjælpe dem?
ALLMERS hård og vred
Hjælpe dem, som ikke hjalp Eyolf! Nej, lad dem bare forgå, – ligesom de lod Eyolf forgå!
RITA
Å, du må ikke tale så, Alfred! Ikke tænke så!
ALLMERS
Jeg kan ikke tænke anderledes. Alle de gamle rønnerne bør rives ned.
RITA
Og hvad skal der så bli’ af de mange fattige mennesker?
ALLMERS
De får ty andetsteds hen.
1.utg: 176
HIS: 526
RITA
Og børnene da?
ALLMERS
Kan det ikke være så omtrent det samme, hvor de går til grunde?
RITA stille, bebrejdende
Du tvinger dig selv til slig en hårdhed, Alfred.
ALLMERS hæftig
Det er min ret at være hård herefter! Min pligt også!
RITA
Din pligt?
ALLMERS
Min pligt imod Eyolf. Han må ikke ligge uhævnet. Kort og godt, Rita! Som jeg siger dig! Tænk over den sag. Få hele stedet dernede jævnet med jorden, – når jeg er borte.
RITA sér dybt på ham
Når du er borte?
1.utg: 177
ALLMERS
Ja, for så har du da i alt fald noget at fylde livet ud med. Og det må du ha’.
RITA fast og bestemt
Det har du ret i. Det må jeg. Men kan du gætte, hvad jeg vil ta’ mig til, – når du er borte?
HIS: 527
ALLMERS
Nå, hvad er det da?
RITA langsomt, besluttet
Så snart du er rejst fra mig, går jeg ned til stranden og får alle de fattige, forkomne børn med mig her op til vort. Alle de uskikkelige gutterne –
HU: 266
ALLMERS
Hvad vil du gøre med dem her?
RITA
Jeg vil ta’ dem til mig.
ALLMERS
Vil du!
1.utg: 178
RITA
Ja, det vil jeg. Fra den dag, da du er rejst, skal de være her, allesammen, – som om de var mine egne.
ALLMERS oprørt
I vor lille Eyolfs sted!
RITA
Ja, i vor lille Eyolfs sted. De skal få bo i Eyolfs stuer. De skal få læse i hans bøger. Få lege med hans småsager. De skal skiftes til at sidde på hans stol ved bordet.
ALLMERS
Dette her er jo det rene vanvid at høre på! Jeg véd ikke det menneske i verden, som er mindre skikket til sligt noget, end du.
HIS: 528
RITA
Så får jeg opdrage mig til det. Oplære mig. Opøve mig.
ALLMERS
Hvis det er dit ramme alvor, – alt det, du der siger, så må der være foregået en forvandling med dig.
1.utg: 179
RITA
Det er der også, Alfred. Det har du sørget for. Du har skabt en tom plads indeni mig. Og den må jeg prøve på at fylde ud med noget. Noget, som kunde ligne en slags kærlighed.
ALLMERS står en stund tankefuld; sér på hende
I grunden har vi ikke gjort meget for de fattige folk dernede.
RITA
Vi har ingenting gjort for dem.
ALLMERS
Knapt nok tænkt på dem engang.
RITA
Aldrig tænkt på dem i medfølelse.
ALLMERS
Vi, som havde « guldet og de grønne skoge» –
RITA
Vi havde lukkede hænder for dem. Og lukkede hjerter også.
1.utg: 180
ALLMERS
nikker
Så det er jo kanské nokså rimeligt alligevel, at de ikke satte livet på spil for at redde lille Eyolf.
HIS: 529
HU: 267
RITA
sagte
Tænk dig om, Alfred. Er du så sikker på, at – at vi selv havde vovet det?
ALLMERS uroligt afvisende
Men tvil da aldrig på det, Rita!
RITA
Å, vi er jordmennesker, du.
ALLMERS
Hvad tænker du egentlig, at du vil gøre for alle de forkomne børnene?
RITA
Jeg får vel nærmest prøve på, om jeg kunde mildne – og forædle deres livsskæbne.
ALLMERS
Kan du det gøre, så har ikke Eyolf været født forgæves.
1.utg: 181
RITA
Og er ikke taget fra os forgæves heller.
ALLMERS sér fast på hende
Vær klar over en ting, Rita. Det er ikke kærlighed, som driver dig til dette her.
RITA
Nej, det er det ikke. I alle fald ikke endnu.
HIS: 530
ALLMERS
Nå, hvad er det så egentlig?
RITA halvt undvigende
Du har jo så ofte talt med Asta om det menneskelige ansvar –
ALLMERS
Om bogen, som du haded.
RITA
Jeg hader den bogen endnu. Men jeg sad og hørte på, når du fortalte. Og nu vil jeg prøve mig videre frem selv. På min måde.
1.utg: 182
ALLMERS
ryster på hodet
Det er ikke for den ufærdige bogens skyld –
RITA
Nej, jeg har en grund til.
ALLMERS
Hvilken da?
RITA sagte, tungsindigt smilende
Jeg vil smigre mig ind hos de store, åbne øjnene, sér du.
ALLMERS slået, fæster blikket på hende
Kanské jeg kunde få være med? Og hjælpe dig, Rita?
RITA
Vilde du det?
HIS: 531
ALLMERS
Ja, – hvis jeg bare vidste, at jeg kunde.
RITA nølende
Men så måtte du jo bli’ her da.
1.utg: 183
ALLMERS
sagte
Lad os forsøge, om ikke det kunde gå.
HU: 268
RITA
neppe hørligt
Lad os det, Alfred.
Begge tier. Derpå går Allmers hen til stangen og hejser flaget helt op. Rita står ved lysthuset og sér stille på ham.
ALLMERS kommer fremover igen
Det vil bli’ en tung arbejdsdag foran os, Rita.
RITA
Du skal sé, – der vil falde søndagsstilhed over os en gang imellem.
ALLMERS stille, bevæget
Da fornemmer vi åndernes besøg, kanské.
RITA hviskende
Åndernes?
ALLMERS som før
Ja. Da er de kanské om os, – de, som vi har mistet.
1.utg: 184
HIS: 532
RITA
nikker langsomt
Vor lille Eyolf. Og din store Eyolf også.
ALLMERS stirrer frem for sig
Kan hænde, vi endnu engang imellem, – på livsvejen – får sé ligesom et glimt af dem.
RITA
Hvor hen skal vi sé, Alfred –?
ALLMERS fæster øjnene på hende
Opad.
RITA nikker bifaldende
Ja, ja, – opad.
ALLMERS
Opad, – imod tinderne. Mod stjernerne. Og imod den store stilhed.
RITA rækker ham hånden
Tak!

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her